PRM / Tilsynet med Efterretningstjenesterne offentliggør årlige redegørelser

    Pressemeddelelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne

    Sigtet med redegørelserne er at give en generel information om karakteren af det til-syn, der udøves vedrørende PET og Rigspolitiets PNR-enhed, FE samt CFCS. Redegørelserne indeholder blandt andet oplysninger om de forhold, som tilsynet har valgt særligt at interessere sig for, og om i hvor mange tilfælde tilsynet har fundet, at behandlingen af personoplysninger ikke har været i overensstemmelse med reglerne.

    Redegørelserne, som blandt andet indeholder resuméer af tilsynets kontrol i 2021, findes på tilsynets hjemmeside www.tet.dk.

    Fakta om Tilsynet med Efterretningstjenesterne

    Tilsynet med Efterretningstjenesterne er et uafhængigt kontrolorgan, der fører tilsyn med, at PET, FE og CFCS behandler personoplysninger i overensstemmelse med lovgivningen. Tilsynet fører tillige tilsyn med, at Rigspolitiets PNR-enhed behandler personoplysninger på vegne af PET og FE i overensstemmelse med lovgivningen.

    Tilsynet består af fem medlemmer, der er udpeget af justitsministeren efter forhandling med forsvarsministeren. Formanden, der skal være landsdommer, er udpeget efter indstilling fra præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret, mens de øvrige medlemmer er udpeget efter drøftelser med Folketingets Udvalg vedrørende Efterret-ningstjenesterne.

    Medlemmerne er:

    • Landsdommer Michael Kistrup, Østre Landsret (formand)
    • Juridisk chef Pernille Christensen, Kommunernes Landsforening
    • Professor Henrik Udsen, Københavns Universitet
    • Professor Rebecca Adler-Nissen, Københavns Universitet
    • Vakant (afventer udpegning af nyt medlem)

    Tilsynet bistås af et sekretariat, der i udøvelsen af sit hverv alene er undergivet tilsynets instruktion. Tilsynet bestemmer selv, hvem der skal ansættes til sekretariatet, og herunder hvilken uddannelsesmæssig baggrund og øvrige kvalifikationer de pågældende skal have.

    Tilsynet har tillige udgivet standarder for sin virksomhed vedrørende kontrol af PET, FE, CFCS og Rigspolitiets PNR-enhed. Standarderne findes ligeledes på tilsynets hjemmeside.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tilsynet-med-efterretningstjenesterne-offentliggor-arlige-redegorelser?releaseId=13652450

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **