Pressemeddelelse fra VIVE
Forbud mod at stille op til valg, forbud mod fredelige demonstrationer og fratagelse af partistøtten.
Et forholdsvis stort mindretal af danskerne ser gerne, at myndighederne indskrænker grundlæggende demokratiske rettigheder for personer eller grupper med ekstreme holdninger. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE.
“Langt de fleste danskere har et demokratisk sindelag. Men det er bemærkelsesværdigt, at hver fjerde dansker faktisk er parat til at fratage mennesker med ekstreme synspunkter demokratiske rettigheder, som vi normalt regner for helt fundamentale i vores samfund”, siger Rasmus Tue Pedersen, der er seniorforsker i VIVE.
VIVE har taget temperaturen på danskernes opbakning til en række konkrete, demokratiske normer. Omkring hver fjerde dansker ser gerne, at rettigheder bliver begrænset for personer eller grupper med ekstreme holdninger. De resterende tre fjerdedele er enten imod eller har ingen klar holdning.
Til gengæld er stort set ingen danskere klar til selv at handle aktivt udemokratisk. For eksempel mener under 3 procent af danskerne, at det er i orden at ødelægge valgplakater eller chikanere politikere eller vælgere med ekstreme holdninger.
“Danskerne tager helt klart afstand fra selv aktivt at begå udemokratiske handlinger. Det gælder også, selvom de har stærke politiske holdninger og har meget lidt sympati for politiske modstandere”, siger Rasmus Tue Pedersen.
Danskere, der er meget interesserede i politik, bakker mest op om demokratiske rettigheder. Det gør de, selvom de er langt ude på fløjene i forhold til enten udlændingepolitik eller økonomisk politik.
Tilslutningen til demokratiske normer er højest blandt danskere med en lang videregående uddannelse, og lavest blandt danskere, der har grundskole som højest fuldførte uddannelse.
Undersøgelsen er finansieret af Indenrigs- og Boligministeriet gennem deres årlige trækningsret på analyse- og forskningsopgaver fra VIVE.
Sådan svarer danskerne
– 26 procent er helt eller delvist enige i, at myndighederne bør kunne forbyde fredelige demonstrationer for grupper med ekstreme holdninger. 50 procent er helt eller delvist uenige.
– 27 procent er helt eller delvist enige i, at politikere med ekstreme holdninger ikke bør kunne få partistøtte. 42 procent er helt eller delvist uenige.
– 22 procent er helt eller delvist enige i, at politikere med ekstreme holdninger ikke bør have lov til at stille op til valg i Danmark. 52 procent er helt eller delvist uenige.
– 2 procent er enige i, at det er i orden at ødelægge valgplakater fra politikere med ekstreme politiske holdninger. 90 procent er helt eller delvist uenige.
– 2 procent er enige i, at det er i orden at chikanere politikere med ekstreme holdninger, hvis det kan få politikerne til at melde sig ud af politik. 89 procent er helt eller delvist uenige.
– 2 procent er enige i, at det er i orden at chikanere andre vælgere, hvis man ved, at de stemmer på politikere med ekstreme holdninger. 92 procent er helt eller delvist uenige.
Om undersøgelsen
VIVE har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt flere end 2.000 danske borgere. Dataindsamlingen er gennemført i samarbejde med Epinion.
I den efterfølgende databehandling er data blevet vægtet for at sikre, at besvarelser afspejler den danske befolkning på centrale demografiske, geografiske og holdningsmæssige variable. Specifikt har VIVE vægtet på køn, alder, region, uddannelse og stemmeadfærd.
Kontakt:
Nina Louise Aagaard email: niag@vive.dk
Seniorforsker, ph.d. Rasmus Tue Pedersen tlf.: 33 48 08 02 email: ratp@vive.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskernes-demokratiske-sindelag-gaelder-ikke-altid-for-personer-med-ekstreme-holdninger?releaseId=13654216
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








