PRM / Stærkt signal med bredt flertal for en grøn skattereform

    Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA

    “Jeg glæder mig over, at der nu er indgået en bred aftale om en grøn skattereform, der peger i den rigtige retning. Der er ingen tvivl om, at den globale økonomi er præget af langt større usikkerhed i dag end for blot et år siden. Samtidig er det helt afgørende, at den grønne omstilling holdes på sporet, så vi når i mål med 70 procent-målsætningen. I kraft af den brede aftale ved de danske virksomheder nu, hvad de har at rette sig efter. Det giver større klarhed og mindre usikkerhed og det anser jeg for en klar fordel,” siger Thomas Søby, der er cheføkonom i Ingeniørforeningen, IDA.

    Han understreger betydningen af, at virksomhederne kommer hurtigt i gang med at stille om til en grønnere produktion, og her er afgifter et oplagt incitament til at gøre virksomhederne mere energieffektive, mener Thomas Søby.

    “Med den nuværende sikkerhedssituation i Europa har energibesparelser også en særlig betydning. Her vil CO2-afgifter øge både forbrugeres og virksomheders motivation til at spare på energien. Det vil på en og samme tid mindske afhængigheden af russisk gas, sikre fremskridt på 70 procent-målsætningen og sikre besparelser hos både husholdninger og erhverv. Og vi skal huske på, at den grønneste og billigste energi er den, vi ikke bruger,” siger Thomas Søby.

    Selv om Thomas Søby generelt set er positivt stemt overfor aftalen, ærgrer det ham, at det ikke lykkedes at opnå enighed om en ensartet afgift på alle CO2-udledninger.

    “Jeg havde gerne set, at der blev lagt en ensartet afgift på alle udledninger af CO2. På den anden side sagde ekspertgruppen allerede i foråret, at opgaven med en ensartet afgift på CO2 var vanskelig, når mange andre vigtige hensyn også skulle tilgodeses. I det lys synes jeg faktisk, at aftalen er faldet rigtig fint ud,” siger Thomas Søby.

    Kontakt:

    Cheføkonom i IDA, Thomas Søby
    Mobil: 30 83 10 71

    Ole Haun, journalist i IDA
    Mobil: 22 15 46 16

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/staerkt-signal-med-bredt-flertal-for-en-gron-skattereform?releaseId=13654049

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **