Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Lars Liebst vil den 1. juli 2022 overtage posten som formand for Danmarkshusets bestyrelse efter Michael Bjørn Nellemann, som efter seks år som bestyrelsesformand udtræder af bestyrelsen. Michael Bjørn Nellemann har bl.a. været med til at føre Danmarkshuset sikkert igennem en vanskelig periode med nedlukninger i det franske samfund på grund af COVID19 og bidraget til at sikre, at Huset fortsat står på solid økonomisk grund.
Med sin mangeårige erfaring som direktør for Tivoli og flere bestyrelsesposter, bl.a. som bestyrelsesformand for TV2 og Bygnings- og Udviklingsfonden DTM, vil Lars Liebst i samarbejde med den danske ambassade i Paris fortsætte arbejdet med at styrke kendskabet til danske styrkepositioner over for både franskmænd og fransk erhvervsliv i den smukke traditionsrige og nutidige institution, som er placeret centralt i Paris.
Om sin nye post siger Lars Liebst:
“Den danske tilgang til innovation, design og kreativitet har gang på gang vist, at det danske samfund og erhvervsliv formår at skabe løsninger på de udfordringer, som verden står overfor eksempelvis inden for den grønne omstilling. Jeg ser frem til sammen med medarbejderne og resten af bestyrelsen i Danmarkshuset at styrke dette fantastiske udstillingsvindue, som denne institution er qua dets unikke placering.”
Lars Liebst siger endvidere:
“Danmarkshuset er enestående ramme for at styrke den franske befolknings kendskab og ikke mindst interesse for dansk design og kultur og bringe både erhvervslivet og kulturerhvervet sammen på nye og overraskende måder.”
Baggrund om Danmarkshuset
Danmarkshuset ligger på Avenue des Champs-Élysées i Paris. Huset blev opført af den danske stat og indviet i 1955 med deltagelse af Kong Frederik IX og Dronning Ingrid, statsminister H.C. Hansen og fra fransk side bl.a. præsident René Coty. Husets mission har siden været at fremme det internationale kendskab til det bedste, Danmark formår.
Bestyrelsen udpeges af udenrigsministeren, og Udenrigsministeriet er tilsynsførende myndighed. Udover udlejnings- og eventaktiviteter har Huset en vigtig repræsentativ funktion, når repræsentanter for det officielle Danmark aflægger besøg. Huset er desuden naturligt samlingssted for danskere i Paris ved særlige begivenheder, som for eksempel Tour de France.
Danmarkshuset har siden 1998 været en selvejende institution.
Læs mere om Danmarkshuset her og se det kulturelle program “Le Bicolore”:
Om Lars Liebst
Lars Liebst var adm. direktør for Tivoli A/S i 24 år, og er i dag aktiv i en række bestyrelser inden for bl.a. kultur og ejendomsudvikling. Lars Liebst er bl.a. formand for Bygnings- og Udviklingsfonden DTM. I forbindelse med genstartet af dansk erhvervsliv efter nedlukningerne sad Lars Liebst som formand for regeringens genstartsteam for turisme- og oplevelsesøkonomien.
For yderligere kontakt:
Chef for Udenrigsministeriets kontor for Public Diplomacy, Presse og Kommunikation,
Christine Pii Hansen: e-mail: , mobil: 41 90 41 07
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lars-liebst-bliver-ny-formand-for-bestyrelsen-for-danmarkshuset?releaseId=13654231
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **