Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Der er brug for filmhåndværkere af alle slags i den danske filmbranche. Og lige her i Furesø ligger Filmstationen, som blandt andet har to af Nordens største filmstudier. Filmstationen og Furesø Kommune arbejder tæt sammen om at vække interessen for filmproduktion hos børn og unge, blandt andet gennem et ungdomsskolehold og et undervisningsforløb på 8. klassetrin. Det fortæller Muhammed Bektas (A), formand for Børn og skole i Furesø Kommune.
“I Furesø Kommune er vi virkelig stolte af, at vi har fået et så godt samarbejde med Filmstationen. Det er et fagligt kraftcenter for filmproduktionen her i landet, men også internationalt, der tilbyder sig som medspiller i vores arbejde for at tiltrække mere uddannelse til kommunen. Vi har store forventninger til, at samarbejdet i de kommende år kan udvikle sig til at skabe yderligere fokus på behovet for filmrelaterede uddannelser,” siger han.
Hvert år tilbyder UngFuresø (Furesø Ungdomsskole) undervisningsforløbet Furesø FilmClass til 8. klasse-årgangene på folkeskoler. Over en lille uge producerer eleverne i grupper af 5-7 personer små kortfilm. Eleverne skal selv skrive, producere, optræde i og klippe filmene, ligesom de også skal lave filmplakater.
Onsdag eftermiddag den 22. juni var det premieredag på Filmstationen for de bedste film fra elevernes hænder. Elever på tværs af de forskellige skoler var samlet på Filmstationen, hvor de blandt andet skulle se de forskellige film, opleve de store studier og høre mere om, hvordan man laver film på professionel vis.
Samtidig kunne de opleve UngFuresøs filmhold, Filmspottet, der er et samarbejde mellem UngFuresø og Filmstationen. Filmspottet har eksisteret i fem år og foregår på Filmstationen. Her kan unge mennesker arbejde med professionelt udstyr og lære filmhåndværket helt fra bunden, fortæller Mikkel Arnfred, den ene af de to undervisere på FilmClass-forløbet og underviser på Filmspottet.
“Kameraet er på mange måder en naturlig forlængelse af unges kroppe i dag. De laver video hele tiden, men dét at fortælle historier med kameraet er et sprog, de skal lære. Her handler det faktisk mere om at fordybe sig og bruge den tid, det tager at lave et godt stykke arbejde. Det oplever eleverne her i de professionelle rammer,” fortæller han.
“Filmbranchen er i rivende udvikling, og branchen mangler filmhåndværkere med forståelse for hele processen omkring en produktion. Furesø FilmClass og Filmspottet er tiltag, som vi på Filmstationen ser som helt nødvendige for at inspirere den næste generation. At de unge allerede i folkeskolen lærer, hvad der skal til, for at en film kan blive til, er den helt rigtige vej for branchen og dansk film generelt, fortæller Rikke Faaborg Jarmer, adm. direktør på Filmstationen.
“Her har vi unge, som lærer sammen i et praksisnært miljø og får et fælles afsæt om det at skabe film. Vi tror på, at vi gennem tidlig involvering kan skabe potentialer, som kan understøtte filmbranchen som et stærkt kreativt og kommercielt erhverv. Derfor samarbejder vi med Furesø Kommune om, at de unge kommer her på Filmstationen og oplever produktionsmiljøet, bliver inspireret og videreudvikler deres faglige kompetencer” siger hun.
Filmspottet, UngFuresøs filmhold for unge i alderen 13-18 år, åbner for tilmeldinger 1. august på ungfuresoe.dk. I kan allerede nu se de mange aktiviteter, som UngFuresø tilbyder næste skoleår.
Holdet har opstart i september og undervisningen foregår tirsdage og på særlige optageweekender i studierne på Filmstationen.
Kontakt:
Muhammed Bektas (A) email: mbe1@furesoe.dk
adm. direktør Rikke Faaborg Jarmer
Underviser Mikkel Arnfrd
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/furesos-filmtalenter-flokkedes-pa-filmstationen?releaseId=13654226
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **