PRM / Ase: Danmark er gået glip af 30.000 nye iværksættere

    Pressemeddelelse fra Ase

    Reelt har iværksætteriet stået stille i årtier og kun oplevet et enkelt konjunkturopsving i årene op til finanskrisen, pointerer Karsten Mølgaard Jensen, administrerende direktør, Ase og efterlyser politisk handling for at få gang i iværksætteriet.

    “De aktuelle tal kolliderer med ellers sejlivede myter om, at Danmark er et stærkt iværksættersamfund. I stedet for politiske tiltag, der kan fremme lysten til at starte og drive virksomhed, har de seneste år snarere budt på en række forhindringer,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    Mens knap tre millioner er beskæftiget som lønmodtagere, har vi herhjemme kun cirka 217.000 iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende.

    “Vi har en regering, som de sidste to år har siddet på hænderne og foretaget sig utroligt lidt til gavn for iværksætteriet. Derimod har den gennemført et kolossalt benspænd for iværksætteriet i Danmark ved at afskaffe muligheden for at starte virksomhed på en nem og billig måde (IVS’erne). I stedet for har Danmark nu et af Europas allerhøjeste kapitalkrav. Regeringen og erhvervsminister Simon Kollerup (S) har lovet forhandlinger om en ny iværksætterpolitik i to år. Intet er sket. I mellemtiden har man tabt 30.000 iværksættervirksomheder på gulvet, der nu aldrig bliver til noget, fordi man så ikke har kunnet udnytte opsvinget ligesom sidste gang i årene op til 2008,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    Danmark er i endnu højere grad blevet en lønmodtagernation, hvor flere og flere lever af at færre og færre skaber noget. Ved indgangen til 2020 var andelen af selvstændige blandt de beskæftigede blot 7,6 procent mod 8,4 procent tilbage i 2008. Det er langt færre end i øvrige EU-lande, viser opgørelsen.

    “Skal vi vende udviklingen og gøre Danmark til et dynamisk iværksættersamfund, så er det bestemt ikke hjælpsomt, at regeringen har hævet barren for at starte virksomhed fra en krone til 40.000 kroner. Det afholder selvfølgelig mange unge fra at kaste sig ud i iværksætteri. Havde vi holdt iværksætteriet på niveau med sidste højkonjunktur, ville der i dag have været omkring 30.000 flere med egen virksomhed. Den regning i form af færre virksomheder kommer vi til at trækkes med i mange år frem,” siger Karsten Mølgaard Jensen og fremhæver den løsning til nyt og lavere kapitalkrav, som Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk Iværksætterforening og Ase m.fl. har peget på:

    “Hvis man vil forene seriøsiteten og det muliges kunst, burde kapitalkravet for at starte egen virksomhed sættes ned til et niveau omkring 6.000 til 8.000 kroner. Lige nu har vi et uholdbart højt kapitalkrav, der opfattes som en klar barriere for mere iværksætteri,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    Danmark er det EU-land med næst-færrest selvstændige blandt de beskæftigede – kun Tyskland har en lige så lav andel, mens gennemsnittet i de 27 EU-lande er hele 13,1 procent. Formåede vi at løfte Danmark op på det niveau, ville hele 155.000 flere være selvstændige, viser analysen.

    Oveni det manglende iværksætteri lider Danmark også af en foruroligende kort levetid på nystartede virksomheder. Det ville være et mindre problem, hvis der var mange, som startede virksomhed. Men i Danmark er der næsten ingen, som forsøger at starte egen virksomhed. Derfor er det en ekstra udfordring, at de få virksomheder heller ikke overlever i samme grad som i andre lande.

    “Levetiden for nystartede danske virksomheder er bemærkelsesværdigt kort sammenlignet med niveauet på EU-plan. Efter fem år er kun fire ud af ti stadig levedygtige, og allerede det første år er hver fjerde væk. Det er langt flere end i de øvrige EU-lande. Derfor er det ekstra vigtigt, at der kommer gang i de politiske forhandlinger om, hvordan vi bedst fremmer lyst og motivation til at starte egen virksomhed. Som samfund er det uhyre vigtigt med et stærkt iværksættermiljø, som skaber nye og levedygtige virksomheder. Det gavner fælleskassen, vores vækstmuligheder og de job, vi skal leve af,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger kontakt:

    Karsten Mølgaard Jensen, adm. dir: 40130897

    Troels Krog, chef for Politik og Presse: 21359026

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ase-danmark-er-gaet-glip-af-30000-nye-ivaerksaettere?releaseId=13653892

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **