Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden
“Fødeområdet er et område, vi politikere er meget optaget af, og derfor er jeg glad for, at vi nu har vedtaget en vision og en overordnet plan for økonomien de næste tre år. Lige nu har vi sat en retning – en vision – for vores arbejde med fødeområdet. Vi mangler personale, så det er desværre ikke alt, der bare lige kan føres ud i livet her og nu, men uden en ambition lander vi ikke det rigtige sted,” siger Christoffer Buster Reinhardt.
Regionsrådet har godkendt den overordnede vision:
“Alle familier i Region Hovedstaden skal både før, under og efter fødslen opleve et trygt og sammenhængende forløb af høj kvalitet. For at det kan lykkes skal fødeområdet være en attraktiv arbejdsplads båret af fagligt engagement, udvikling og arbejdsglæde.”
- Læs hele visionen og tre-årig plan for investeringer på
Tryghed efter fødslen
Christoffer Buster Reinhardt er bl.a. optaget af, at alle fødende – men særligt førstegangsfødende – skal være trygge efter fødslen.
“For to år siden stod min kæreste og jeg selv med vores første barn, så jeg ved, hvor meget det betyder, at man ikke bare har en god og sikker fødsel. Den første tid som nybagt familie er helt afgørende for, at man får en god start på det nye liv. Derfor skal man som førstegangsfødende kunne vælge et ophold på barselsgangen, hvis man ønsker det. Hvis man vælger at tage hjem umiddelbart efter fødslen, skal det ligeledes ske under trygge rammer bl.a. med rådgivning og mulighed for hjemmebesøg,” siger sundhedsudvalgsformanden.
Med visionen sættes i det hele taget fokus på tryghed gennem hele forløbet – fra graviditeten til fødslen til barselstiden. Ligesom der er fokus på familiernes forskellige behov. Det skal bl.a. ske med forskellige tilbud om fødselsforberedelse til alle gravide, så både den gravide og partneren er godt forberedte på fødslen og tiden efter det lille nye familiemedlem er kommet til verden. Der skal ligeledes sættes ekstra ind over for gravide og fødende med særlige behov fx tilbud og støtte til forældre, der ulykkeligvis oplever at miste deres barn.
Attraktive arbejdspladser
Den gravide og fødende samt dennes familie er omdrejningspunktet for regionens indsatser på fødeområdet, men uden medarbejderne kan visionen ikke realiseres. Derfor står visionen på to ben. De to dele i visionen hænger tæt sammen og er hinandens forudsætninger (se fokusområder nedenfor). Regionsrådet finder det afgørende at sikre attraktive regionale arbejdspladser med fokus på trivsel og udvikling og har på regionsrådsmødet i tirsdags vedtaget den nye vision “Det handler om arbejdsliv”.
Fokusområderne i visionen på fødeområdet skal senere konkretiseres bl.a. i den kommende fødeplan, som vedtages efter nytår.
200 mio. kr. til fødeområdet
Regionsrådet vedtog sammen med visionen en plan for investeringer i føde- og børneområdet de kommende tre år. En væsentlig økonomisk styrkelse af området er nødvendigt for at sikre den nødvendige finansiering af det kommende kvinde-barn center på Bispebjerg Hospital, som skal være klar til de første kvinder og børn i 2025. Føde- og børneområdet skal derfor løftes økonomisk med ca. 200 mio. kr. samlet frem mod 2025.
I 2025 skal midlerne primært bruges til drift af det nye kvinde-barn center, hvilket også aflaster de øvrige fødeafdelinger i regionen og dermed skaber rammer for gode tilbud i hele regionen. Frem mod 2025 skal der investeres i en række indsatser, som løfter kvaliteten på fødeområdet.
“De afsatte penge skal ud og arbejde, så vi kan skabe nogle bedre graviditets- og fødeoplevelser i Region Hovedstaden. Prognoserne viser et stigende antal fødsler i de kommende år, så vi skal have flere hænder, men der er også brug for et løft af kvaliteten på de eksisterende fødeafdelinger,” siger Christoffer Buster Reinhardt.
Fokusområder i visionen for fødeområdet
Visionen indeholder en række fokusområder, som både retter sig mod de fødende og medarbejderne:
De fødende og deres familie:
- Høj faglig kvalitet
- Styrket fødselsforberedelse og bedre digitale tilbud
- Partnere eller pårørende som aktiv medspiller under hele forløbet
- Tryghed og støtte efter fødslen
- Styrket indsats for dem med størst behov, herunder styrket indsats for forældre, der mister et barn
- Bedre fysiske rammer og mindre enheder eller teams
Medarbejderne:
- Karriereveje for livet
- Uddannelse og kompetenceudvikling
- Styrket læringsmiljø for studerende
- Arbejdsmiljø
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/politikerne-vil-give-de-gravide-og-fodende-mere-tryghed-og-valgfrihed?releaseId=13654126
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **