Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden
Med økonomiaftalen tilføres der 277 mio. kr. til regionens driftsbudget, hvilket dækker blandt andet stigende udgifter til medicin og nye behandlinger samt stigningen i antallet af ældre og flere udgifter på praksisområdet. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) er glad for, at det i en svær økonomisk situation er lykkedes at friholde hospitalerne for centrale sparekrav:
“Medarbejderne på hospitalerne skal have mest muligt ro i en tid, hvor der arbejdes hårdt på at få hverdagen til at hænge sammen og med at nedbringe de ventelister, som er kommet i kølvandet på pandemien og sygeplejerskestrejken. I sidste ende skal vi bruge både kræfter og penge på at give patienterne den bedste og hurtigst mulige behandling. Derfor er jeg tilfreds med, at vi politisk er enige om at friholde hospitalerne for centrale sparekrav,” siger han.
Selvom der ikke er udsigt til centrale sparekrav, så vil mange hospitalerne være nødsaget til foretage lokale omprioriteringer indenfor eget budget.
Særligt pres på budgettet til byggeri, renovering og investeringer
En del af regionens økonomi er i aftalen med staten afsat specifikt til byggeri, renovering og investeringer. Pengene til dette økonomiaftalen er i 2023 noget lavere end forventet. Samtidigt er regionens store byggerier presset på økonomien på grund af stigende byggepriser som følge af krigen i Ukraine og generel stigende inflation.
Derfor er der et stort underskud på anlægsbudgettet for 2023, og det bliver efter alt at dømme nødvendigt udskyde store dele af de planlagte renoveringer i de kommende år, ligesom det forventeligt også bliver nødvendigt at prioritere mærkbart i IT-investeringer.
“Vi står over for nogle rigtigt svære beslutninger, når vi politisk skal blive enige om næste års budget i efteråret. Vi må desværre allerede nu erkende, at det kommer til at gå ud over planlagte renoveringer på hospitalerne og udskydelse af renoveringsprojekter. Det vil kunne mærkes blandt medarbejderne og patienterne ude på afdelingerne, og ikke et scenarie nogen ønsker. Men det er desværre den situation, vi står i her og nu. Jeg ser dog frem til, at vi ved næste års økonomiforhandlinger er blevet lovet, at der bliver kigget på behov for modernisering og vedligeholdelse af hospitalerne,” siger Lars Gaardhøj.
Det endelige anlægsbudget fastlægges, når partierne forhandler om regionens budget for 2023 i efteråret.
Fakta
- Regionsrådspolitikerne fastlægger regionens budget i budgetforhandlingerne, som starter medio august.
- .
Mere info
- Pressevagten i Region Hovedstaden på 70209588 / presse@regionh.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ingen-centrale-sparekrav-til-hospitalerne-men-svaere-beslutninger-i-vente-pa-renovering-og-it-investeringer?releaseId=13653921
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **