PRM / Her er anbefalingerne, som skal forbedre forholdene for demokratiske virksomheder

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Der mangler generelt viden om demokratiske virksomheder, som er ejet af f.eks. kunder, producenter, foreninger eller medarbejdere.

    Derfor nedsatte regeringen sidste år en ekspertarbejdsgruppe, som i dag afleverer konkrete anbefalinger til, hvordan man kan forbedre forholdene for demokratiske virksomheder i Danmark.

    Arbejdsgruppen har bl.a. kigget på adgangen til finansiering og rådgivning, herunder potentielle barrierer for at oprette nye demokratiske virksomheder.

    “I regeringen ønsker vi et alsidigt erhvervsliv med forskellige ejerformer, og her ser vi også et stort potentiale i demokratiske virksomheder. Men det er afgørende, at vi får styrket vores viden, så der ikke står unødvendige barrierer i vejen for, at de demokratiske virksomheder kan opnå succes og bidrage til dansk økonomi. På samme måde vil det være relevant for iværksættere at kigge på den virksomhedsform, når de starter virksomhed. Derfor er jeg utrolig glad for at have modtaget anbefalingerne i dag. De skal udgøre et springbræt, som vi skal bruge til skabe endnu flere levedygtige virksomheder i Danmark,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

    Arbejdsgruppens rapport peger bl.a. på, at der er et begrænset kendskab til demokratiske virksomheder blandt iværksættere, når de skal vælge virksomhedsform. Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at der er større viden om demokratiske virksomheder blandt f.eks. rådgivere.

    Desuden peges der på, at en lang række danske virksomheder inden for den nærmeste fremtid står over for et generationsskifte. For at imødekomme denne udfordring anbefales en model, så generationsskifte til medarbejderejede selskaber kan være et reelt og ligeværdigt alternativ til et salg til for eksempel en udenlandsk kapitalfond.

    “Vi har brug for alle typer af virksomheder for at få et stærkt og sundt erhvervsliv i hele Danmark. Fremadrettet er det måske netop de demokratiske virksomheder, som kan finde løsninger, hvor andre virksomhedsformer giver op. Det kræver dog, at de barrierer, som vi har identificeret, fjernes,” siger, Louise Mogensen, formand for ekspertgruppen og direktør i Forenet Kredit.

    Betegnelsen demokratisk virksomhed dækker over en række forskellige virksomhedsformer, som er kendetegnet ved at være forbrugerejet, producentejet, foreningsejet eller medarbejderejet.

    Der er registreret ca. 20.000 demokratiske virksomheder i Danmark. Demokratisk ejerskab har været en stolt tradition indenfor eksempelvis landbruget og kooperative brugsforeninger og produktionsvirksomheder, hvorfra nogle af Danmarks største virksomheder i dag udspringer.

    Mere end hver 20. erhvervsaktive dansker er ansat i en demokratisk virksomhed og næsten hver 10. krone omsættes via en demokratisk virksomhed.

    Ekspertarbejdsgruppen kommer i rapporten med ni anbefalinger, som har til formål at sikre, at demokratiske virksomheder ligestilles med øvrige virksomhedstyper. Rapporten er opbygget efter følgende tre temaer, som hver adresserer relevante anbefalinger:

    • Bedre mulighed for at etablere demokratiske virksomheder
    • Bedre mulighed for at generationsskifte/omdanne demokratiske virksomheder
    • Bedre muligheder for drive og udvikle demokratiske virksomheder.

    Anbefalingerne spænder fra initiativer der via et vidensløft skal sikre bedre kendskab til de demokratiske virksomheder til forslag om, at der indføres anbefalinger om god ledelse af demokratiske virksomheder.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/her-er-anbefalingerne-som-skal-forbedre-forholdene-for-demokratiske-virksomheder?releaseId=13653854

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **