PRM / Bedste maj i fem år for projektsalg i København

    Pressemeddelelse fra home a/s

    Projektlejligheder står ofte i forreste geled, når der er skriverier om det københavnske boligmarked, og de hastige rentestigninger og en tårnhøj inflation kaster lige nu et ekstra fokus på projektmarkedet.

    – De store rentestigninger og de store prishop i den globale økonomi skaber naturligt nok fokus på projektlejlighederne, der bliver solgt til nogle af de højeste kvadratmeterpriser på det danske boligmarked, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

    De seneste år har budt på en perlerække byggerier i blandt andet Sydhavnen og Nordhavn, der har været med til at trække prisloftet for danske boliger opad. Og der er stadig salg i de nye lejligheder, viser tal fra Boligsiden.dk, som Home har set nærmere på.

    Med 66 lejlighedshandler er maj 2022 den bedste maj set siden 2017, hvor der var 104 handler. I maj 2021 var der 52 handler, mens maj 2019 lå på bare 18 handler, viser markedstallene fra Boligsiden.dk.

    Luksus-lejligheder sælger

    Stigningen i maj kommer efter få handler i starten af året, og generelt kan projektsalg svinge en del fra måned til måned – blandt andet afhængigt af udbuddet af projekter.

    At der fortsat er gang i salget, ses eksempelvis ved, at to tredjedele af luksusprojektet ‘Papirøen’ i centrum af København er solgt, fortæller landets største projektmægler, Home Lone Bøegh Henriksen A/S, der står for salget.

    Projektmarkedet er dog – som resten af det danske boligmarked – et godt stykke fra den rødglødende tilstand under coronatiden, hvor der var ekstrem boligefterspørgsel under og efter nedlukningerne.

    I København er der frem til og med maj solgt samlet 180 lejligheder, hvilket er 59 % under salget sidste år i samme periode, og trods den fine maj er der som helhed solgt færre nye lejligheder end de seneste år – med undtagelse af 2019.

    Forsigtighed trækker ned

    Færre handler og en stigende forsigtighed hos køberne og bankerne ses også på det almindelige boligmarked, og det smitter af på projektsalget.

    – Langt flere af vores handler er afhængige af, at folk får solgt deres egen bolig. Det er min forventning, at vi kigger ind i et marked på et lavere niveau med længere tidshorisonter, men på et fortsat godt og sundt grundlag, siger Lone Bøegh Henriksen med i 11 Home-butikker i hovedstadsområdet og fortsætter:

    – Mange faktorer skaber usikkerhed i øjeblikket og giver en enorm mediebevågenhed. Men det er rigtig vigtigt, at vi holder fast i det, der rent faktisk sker og betragter tingene langsigtet. Jeg ser ikke de store sorte skyer.

    En stor del af projektmarkedet er rettet mod udlejning og ikke salg, siger projektmægleren fra Home, der alene i år forventer at leje over 4000 boliger ud i og omkring Storkøbenhavn.

    På landsplan er salget af projektlejligheder 51 % under sidste års store salg, oplyser Home.


    Solgte projektlejligheder i Københavns Kommune tom. maj

    2016

    320

    2017

    419

    2018

    198

    2019

    104

    2020

    217

    2021

    437

    2022

    180

    Kilde: Boligsiden og Home, sammenligningen dækker alle år perioden januar tom. maj

    Kontakt:

    Talsperson – senior kommunikationskonsulent – presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

    Lone Bøegh Henriksen
    CEO & Ansvarlig indehaver
    Home Lone Bøegh Henriksen A/S
    20 19 77 88
    lobh@home.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bedste-maj-i-fem-ar-for-projektsalg-i-kobenhavn?releaseId=13653841

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **