PRM / Coop hjælper danske fødevarevirksomheder med at finansiere grønne tiltag gennem crowdfunding

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    I dag kommer mere end 90 procent af Coops klimaaftryk fra produktionen af de varer, som sælges i butikkerne, og målsætningen for Coops Klimaplan er at nedbringe klimabelastningen fra fødevaresalget med 1.000.000 tons i 2030. Derfor lancerer Coop Crowdfunding nu for tredje år i træk Klimafunding, som skal bidrage til grøn omstilling blandt fødevareproducenterne.

    “Coop Klimafunding bygger på idéen bag crowdfunding, som handler om at inddrage forbrugerne og give dem mulighed for at handle og investere i konkrete klimatiltag fra danske fødevareproducenter. For producenterne betyder det, at de får hjælp til at løse deres klimaudfordringer og kan gøre det sammen med forbrugerne,” fortæller Nicolai Jæpelt, Chef for Coop Crowdfunding og fortsætter:

    “Vi oplever, at mange producentergerne vil reducere deres klimaaftryk, men at de ofte både mangler viden og midler til at gøre det. Normalt påvirker vi i detailhandlen leverandører ved at stille krav, og det virker måske på de store, men mindre godt på de små og mellemstore producenter. Derfor er målet med Coop Klimafunding at tilbyde vejledning og sparring fra eksperter i stedet for at stille krav”.

    4,5 mio. rejst af 1.600 forbrugere

    Blandt de godt 100 virksomheder, der tidligere har deltaget i Klimafunding, har 54 fået finansieret nye tiltag til at reducere deres klimabelastning og tilsammen rejst 4,5 mio. kr. fra mere end 1.600 forbrugere. En af de virksomheder er Pure Dansk, som i 2020 rejste 46.150 kr. til at dyrke flere danske bælgfrugter.

    “Vi fik sparring fra bl.a. CONCITO til at sikre korrekt kommunikation og undgå greenwashing, og vi fik uddybet indsigt i de kundegrupper, som interesserer sig særligt for klima, bæredygtighed og miljø. Flere af dem, der støttede vores crowdfunding-kampagne er stadig vores kunder i dag”, siger Astrid Søgaard, stifter og medejer af Pure Dansk.

    Hjælp til at reducere CO2-aftryk

    Foruden Klimafunding lancerer Coop også et klimaforløb i samarbejde med brancheorganisationen Mærkevareleverandørerne (MLDK), som skal hjælpe mindre og mellemstore virksomheder i detailbranchen med at udarbejde en klimaplan, der lever op til skærpede krav til reduktion af deres klima-påvirkning, fortæller koncerndirektør i Coop Per Thau:

    “Vi har et erklæret mål i Coop om, at alle vores leverandører arbejder for at understøtte klimamålene i Parisaftalen. De store leverandører har selv ressourcerne og arbejder allerede nu meget professionelt med at reducere deres klimapåvirkning. Men hvis vi skal i mål, skal vi også have de mange mindre og mellemstore leverandører, der ikke selv i samme omfang har ressourcerne, med. Igennem dette nye projekt giver vi dem en hånd, så vi sammen kan nå i mål,” siger Per Thau.

    FAKTA – sådan tilmelder man sin virksomhed

    Coop Klimafunding er et gratis og skræddersyet forløb bestående af fire workshops fordelt over halvanden måned. De fødevareproducenter, der bliver en del af Klimafunding-programmet, får sparring med Coops eksperter, rådgivning og indsigt i grøn omstilling og crowdfunding samt en personlig mentor.

    Fra i dag og frem til d. 14. august kan alle danske fødevareproducenter, som har en konkret idé til et klimaforbedrende tiltag, ansøge om at blive en del af Coop Klimafunding 2022 på Coop Crowdfundings webside. Virksomhederne skal i den motiverede ansøgning beskrive deres klimaudfordring og/eller deres idé til, hvordan de ønsker at klimaoptimere deres virksomhed eller produkt.

    Kontakt:

    Chef for Coop Crowdfunding, Nikolaj Jæpelt: 2913 7665

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coop-hjaelper-danske-fodevarevirksomheder-med-at-finansiere-gronne-tiltag-gennem-crowdfunding?releaseId=13653730

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **