PRM / John Faxes støvle fra EM-finalen udstilles på Nationalmuseet

    Pressemeddelelse fra Nationalmuseet

    18 minutter inde i EM-finalen i 1992 rammer John Faxe Jensens højre fod bolden og skriver danmarkshistorie med scoringen til 1-0.

    For Danmark vinder europamesterskabet i fodbold, og det er aldrig sket hverken før eller siden.
    Nationalmuseet udstiller her præcis 30 år efter støvlen, der med John Faxe Jensens egne ord “ramte den lige i røven” den 26. juni 1992.

    Umiddelbart efter sejren udstillede og forgyldte Nationalmuseet John Faxe Jensens støvler.
    Nu udstiller Nationalmuseet støvlen igen, og på selve 30-årsdagen kommer støvlens ejermand John Faxe Jensen og taler til gæsterne i Nationalmuseets forhal om sin nye bog.
    Det gør han den 26. juni.

    “Det er værd at udstille John Faxe Jensens støvle, fordi den minder os om de historiske øjeblikke, der samler os som nation. Det er med til at kitte os sammen, at vi har historiske referencepunkter, og hele nationen hoppede på en gang, da John Faxe Jensen scorede det mål,” siger vicedirektør på Nationalmuseet Anni Mogensen.

    Til arrangementet den 26. juni kl.14.00 kan man købe en signeret udgave af John Faxe Jensens nye bog, som han har lavet i samarbejde med journalist og forfatter Ole Sønnichsen for Lindhardt og Ringhoff.

    Tour de France på Nationalmuseet

    Danmark er værtsby for Tour de France. Det fejrer vi på Nationalmuseet med en tur ned ad mindernes allé i verdens største cykelløb. Du kan møde tidligere cykelryttere, Tour’ens kendte ansigter og museets eksperter fra 30. juni til 3. juli. Se løbet i vores Palægård, smag på øl med cykelanekdoter og få svaret på, hvorfor Tour de France er vor tids Odysse – en bedrift så hård, at cykelryttere er blevet helte. Vi udstiller også fire historiske racercykler. Den ældste er fra 1894.
    Læs mere om Tour’en på Nationalmuseet og se programmet

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Karen Torp-Pedersen email: ktp@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/john-faxes-stovle-fra-em-finalen-udstilles-pa-nationalmuseet?releaseId=13653764

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **