Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Livsstilsmagasinet Monocle kårer hvert år de 25 bedste byer at bo og leve i, og København er endnu engang på førstepladsen.
“Jeg er en stolt københavner og overborgmester i dag. Kåringen er et kæmpe skulderklap til København, som endnu engang får den flotte hæder af at være verdens bedste by at bo og leve i. Det er en anerkendelse af københavnerne og vores fantastiske by. Vores kollektive trafik, den stærke cykelkultur, kulturliv, erhvervsliv, klimafokus og vores gastronomiscene. Jeg kunne blive ved. Der er så mange grunde til, at mange af os har det sådan, at vi ikke kan drømme om at bo et andet sted end i København,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S)
Udover København, ligger Zürich og Lissabon i top tre, mens Stockholm ligger nummer fem, og Oslo må nøjes med en plads som nummer 23.
Førstepladsen til København sker under overskriften “the best and getting better”.
“Vi skal nyde nuet, anerkendelsen og alt det gode, som fremgangen har medført i vores dagligdag. Men vi skal samtidig se frem og udvikle vores by. Så København aldrig står stille. For mig er det et mål at gøre Københavns udvikling til et fælles anliggende for alle københavnere. Borgerinddragelse og dialog er nøglen til det København, som så mange drømmer om at blive en del af. Vi skal udvikle byen sammen og gøre København til et endnu bedre sted at bo og leve i. Vi kan blive mere fælles, mere lige og mere grøn,” siger Sophie Hæstorp Andersen.
Monocle fremhæver i kåringen Københavns håndtering af coronakrisen, byens “vibrerende” kulturliv og en “booming” økonomi. Derudover høster København roser for byens sikkerhed, gode offentlige transport og velfungerende velfærdssystem. Og som noget nyt har Monocle i år også fokus på byernes klimaindsatser og fremhæver Københavns ambitiøse mål om at være en CO2-neutral hovedstad.
Kontakt:
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressekonsulent Simon Malte Olesen, tlf.: 2963 2420 og mail: u19j@kk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kobenhavn-karet-som-verdens-bedste-by-at-bo-og-leve-i?releaseId=13653696
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **