Pressemeddelelse fra Næstved Kommune
Dans, bålhygge, kajaktur, fællessang, ridning, åbent hus, bmx-cykling, kreativ café, gymnastik, fællesspisning. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan de frivillige fællesskaber kan deltage i Fællesskabsstafetten.
De første fællesskaber har allerede tilmeldt sig stafetten, og der er stadig mulighed for at deltage.
Fællesskabsstafetten foregår ved, at de frivillige fællesskaber laver en transport af selve fællesskabsstafetten eller en aktivitet, hvor borgere, der ønsker at blive en del af et fællesskab, kan deltage. Det er muligt at søge midler til disse aktiviteter.
På den måde vil Fællesskabsstafetten vise de stærke og spændende frivillige fællesskaber frem, som vi har i Næstved Kommune, og invitere nye deltagere med ind i fællesskabet.
Fællesskabsstafetten skaber møder på tværs af frivillige fællesskaber og giver anledning til en god oplevelse i det enkelte fællesskab.
Alle typer af frivillige fællesskaber indenfor kommunegrænsen er inviteret til at deltage; foreninger, selvorganiserede grupper og kommunale institutioner.
Fællesskabsstafettens rute gennem Næstved Kommune
Fællesskabsstafetten strækker sig over seks dage – fra søndag den 25. september til fredag den 30. september 2022. Stafetten starter i den vestlige del af kommunen med et festligt startevent, hvor bl.a. borgmester Carsten Rasmussen holder åbningstale og Næssi kommer forbi og underholder børnene. Stafetten slutter den 30. september i Næstved by med en fejring af Frivillig Fredag – en festdag for frivillighed.
- Søndag den 25. september kl. 12.00 til mandag den 26. september kl. 16.00: Vest (Sandved, Fuglebjerg, Hyllinge, Menstrup mv.)
- Mandag den 26. september kl. 16.00 til tirsdag den 27. september kl. 16.00: Syd (Karrebæksminde, Enø, Vejlø, Lov mv.)
- Tirsdag den 27. september kl. 16.00 til onsdag den 28. september kl. 16.00: Øst (Holme-Olstrup, Tappernøje, Everdrup, mv.)
- Onsdag den 28. september kl. 16.00 til torsdag den 29. september kl. 16.00: Nord (Skelby, Glumsø, Herlufmagle, Tybjerg mv.)
- Torsdag den 29. september kl. 16.00 til fredag den 30. september kl. 16.00: Centrum (Næstved by)
Mødestedet i Sandved griber stafetten
Mødestedet i Sandved er ét af de frivillige fællesskaber, der deltog i 2021, og allerede har meldt sig til Fællesskabsstafetten 2022. Mødestedet ligger i den gamle købmandsgård, og er et mødested for flere generationer, hvor der er plads til hygge, samvær og livsglæde. På Mødestedet kan man deltage i krea-værksted, sang, fællesspisning, julemarked, ungegruppen (for børn og unge fra ni år og op) og meget mere.
– Vi er gået med i Fællesskabsstafetten igen i år for at lære flere fællesskaber at kende i vores lokalområde, fortæller formand, Lena Frimann Larsen og fortsætter:
– Mange fællesskaber arrangerer fx hver deres fastelavnsfest, og har svært ved at finde deltagere. Lad os hellere arbejde sammen og arrangere én stor fælles fastelavnsfest i lokalområdet, og dermed tiltrække mange flere deltagere. Derfor håber vi at få et tættere samarbejde med andre fællesskaber ved at deltage i Fællesskabsstafetten. Samtidig vil vi også gerne have flere deltagere med i vores aktiviteter i Mødestedet.
Ziva på 12 år, der deltager i ungegruppen, fortæller:
– Det er fedt at være på Mødestedet. Jeg kan rigtig godt lide, at vi hygger os sammen og laver nogle ting sammen, fremfor at sidde med vores mobil. Vi har lavet vores egne cremer, lavet sanglege og snart skal vi prøve at lave en hjemmelavet medisterpølse.
Programmet for Fællesskabsstafetten offentliggøres i starten af september. Her vil det være muligt at se hvor og hvornår på ruten, man kan besøge Mødestedet og de mange andre frivillige fællesskaber, der deltager. Her er det muligt at prøve fællesskabernes aktiviteter af, og finde ud af om det er et fællesskab, man ønsker at blive en del af.
Tilmeld dit fællesskab
Tilmeld dit fællesskab hurtigst muligt, eller senest 5. august 2022.
- Vest: Annie Eriksen, 5335 0264,
- Syd: Annie Jørgensen, 4082 1883, anniejoergensen@hotmail.com
- Øst: Malene Schack Hansen, 6130 0250, info@overskudtilmere.dk
- Nord: Betina Rasmussen, 2926 0038, btr@frivilligcenter-naestved.dk
- Centrum: Manja Bjerregaard, 2365 0187, manjabjerregaard@hotmail.com
Læs mere på:
Fællesskabsstafetten i Næstved Kommune blev holdt første gang i 2021. Det blev så stor en succes, at den gentages i 2022. Fællesskabsstafetten er en kobling mellem et initiativ under partnerskabet “ABC for mental sundhed” og Frivillig Fredag, som hvert år afholdes af Næstved Frivilligråd, Næstved Kommune og Frivilligcenter Næstved.
Kontakt:
Folkesundhedskonsulent Mie Majgaard tlf.: 51240886 email: mimaj@naestved.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vis-jeres-faelleskab-frem-til-faellesskabsstafetten-2022?releaseId=13653649
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **