Pressemeddelelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Er du mand og arbejder du i et stressende arbejde? Så har du en øget risiko for at blive ramt af kronisk sygdom.
Ny forskning fra NFA viser nemlig, at mænd med arbejdsrelateret stress risikerer at blive ramt af kronisk sygdom 10 måneder tidligere end mænd uden arbejdsrelateret stress. For kvinder gælder dette tre måneder.
– Vi ved fra tidligere studier, at en øget stressbelastning i arbejdet hænger sammen med en øget risiko for tidlig sygdom som eksempelvis hjertekarsygdom. Men med dette studie påviser vi, at der er en signifikant sammenhæng mellem netop arbejdsrelateret stress og risikoen for tidlig kronisk sygdom, siger Jeppe Karl Sørensen, der er PhD.-studerende på NFA.
Stress er, næstefter rygsmerter, det mest udbredte arbejdsbetingede helbredsproblem i EU-landene, hvorfor det er meget relevant og interessant at undersøge sammenhængene og konsekvenserne nærmere.
– De kroniske sygdomme, som vi har været interesseret i i dette studie, var diabetes, hjertekarsygdomme, blodprop i hjernen, hjerneblødninger, kræft, astma, KOL, hjertefejl og demens. Forekomsten af de kroniske sygdomme er naturligvis forskellige, og betydningen af arbejdsrelateret stress er varierende. Men overordnet kan vi se, at arbejdsrelateret stress er en risikofaktor for tidlig kronisk sygdom. På individniveau svarer det til, at lønmodtagere med høj arbejdsrelateret stress får en kronisk sygdom 3-10 måneder tidligere end sammenlignelige lønmodtagere med lav arbejdsrelateret stress, forklarer Jeppe Karl Sørensen.
Hvem bliver oftest udsat for arbejdsrelateret stress?
Undersøgelsen, der baserer sig på data fra mere end 1,5 millioner lønmodtagere i Danmark, viser, at de lønmodtagere, som har en øget risiko for arbejdsrelateret stress, primært arbejder i jobs inden for kategorien “andet manuelt arbejde”.
Det kan eksempelvis være rengøringsarbejde, manuelt arbejde inden for landbrug, skovbrug og fiskeri, bygge- og anlægssektoren, produktion og transport. Men arbejdsrelateret stress forekommer også i jobgrupper inden for servicebranchen.
– Stress afgrænser sig ikke som sådan til en specifik jobgruppe. I dette studie har vi defineret arbejdsrelateret stress ud fra to teoretiske modeller, som handler om henholdsvis forholdet mellem krav og kontrol i arbejdet og ubalance mellem indsats og belønning i arbejdet. Vi ved, at denne form for arbejdsrelateret stress ofte forekommer i manuelt arbejde, men vi ser også en øget forekomst blandt administrative lønmodtagere og lønmodtagere i servicebranchen, siger Jeppe Karl Sørensen.
Et af de første af sin slags
Undersøgelsen er baseret på analyser af mere end 1,5 million lønmodtagere i alderen 30-59 år, som er blevet fulgt i op til 18 år.
Resultaterne supplerer fund fra et tidligere studie af erhvervsaktive fra Finland, Frankrig, Sverige og Storbritannien, der viste, at arbejdsrelateret stress var forbundet med 10 og 7 måneder uden kronisk sygdom blandt henholdsvis mænd og kvinder.
Der er ikke kendskab til andre studier i sammenhængen mellem arbejdsrelateret stress og kronisk sygdom. Derfor bør resultaterne suppleres med flere undersøgelser, der bekræfter sammenhængen, før der kan ses på konsekvenserne af den opnåede viden.
NFA vil fortsætte forskningen i betydningen af psykosociale arbejdsmiljøfaktorer på risikoen for kroniske sygdomme.
Kontakt:
Ph.D.-studerende Jeppe Karl Sørensen tlf.: 3916 5355 email: jks@nfa.dk
Kommunikationskonsulent Line Flatau tlf.: 60191512 email: lfl@nfa.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forskning-viser-sammenhaeng-mellem-arbejdsrelateret-stress-og-tidligere-kronisk-sygdom?releaseId=13653503
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **