Pressemeddelelse fra If Skadeforsikring
Hos biludlejningsselskaberne er der for få lejebiler til sommerens store efterspørgsel, så hvis det overhovedet er muligt at få fingre i den ønskede udlejningsbil, bør man forberede sig på, at det i år bliver væsentligt dyrere end normalt.
Sidste sommer var den gennemsnitlige lejepris i forvejen 40 procent højere end i 2019, og ifølge brancheorganisationen for biludlejningsvirksomheder i Danmark, Dansk Mobilitet, der er en del af Dansk Erhverv, er der sat yderligere turbo på prisstigningerne i år.
– Den gennemsnitlige daglige lejepris er steget med 30 procent i forhold til sidste år. Manglen på mikrochips, stigende stålpriser og lange ventetider på reservedele gør, at langt størstedelen af biludlejningsselskaberne ikke kan få nok biler, og de er tvunget til at sætte prisen op, hvis forretningen skal løbe rundt. Vi ser endda, at nogle selskaber tager en vis andel af udlejningsbilerne ud af den samlede flåde for at bruge dem til reservedele og dermed holde de øvrige kørende, siger Christoffer Greenfort, Sekretariatschef i Dansk Mobilitet.
Hos biludlejningsvirksomheden Sixt genkender Fleet & Procurement Director Per Henrik Brask udviklingen:
– Først COVID-19 og siden krigen i Ukraine har medført, at priserne er stigende og udvalget begrænset. Vi kan ikke få så mange biler, som vi gerne vil have – sidste år købte vi eksempelvis 12 Mazda MX-5, men i år kunne vi kun købe to af disse. Vores kunder kommer ikke til at opleve, at vi mangler biler i Danmark, men man må forvente lidt ældre biler og lidt dyrere leje end normalt, siger Per Henrik Brask.
Tag dine forholdsregler
De høje priser på udlejningsbiler er blot et af flere benspænd, danskere risikerer at snuble over på årets sommerferie.
Forsikringsselskabet If forudser, at mange danskere kan komme i knibe, hvis ikke der vises ekstraordinært omhu.
– Bilferien kan let gå hen og blive markant dyrere end normalt, og der er rift om de få udlejningsbiler, der er til rådighed. Det skaber også en ekstraordinær situation for os som forsikringsselskab i forhold til at skaffe låne- eller reservebiler til de kunder, som får brug for assistance, hvis deres bil bliver defekt på ferien, og de får brug for hjælp fra bilforsikringen. Vi gør selvfølgelig vores yderste for at finde løsninger, men der er ikke tvivl om, at efterspørgslen på de biler, som er til rådighed, er markant større end ellers, siger Birgitte Ringbæk, kommunikationschef hos If Forsikring.
Book nu
Mangler du stadig at booke bil til sommerferien, anbefaler If, at man hurtigst muligt undersøger markedet grundigt og får booket nu.
– Mange har det med at vente til de ankommer til destinationen med at leje en bil, især hvis det kun er nogle af feriedagene, at man planlægger at leje bil. Men i år er det ekstra vigtigt at være i god tid. Man kan ikke regne med, at der er en bil, som modsvarer familiens behov eller økonomi, hvis man venter. Tilkøb også de relevante forsikringer hjemmefra, så du undgår at blive overrasket over pris og dækning ved afhentningen, siger Birgitte Ringbæk, og understreger:
– Og så anbefaler vi at filme bilen eller tage billeder hele vejen rundt om den ved overtagelsen, så du kan dokumentere over for biludlejningen, hvis der har været ridser eller buler på bilen, allerede da du fik udleveret den.
Bør tjekkes inden kør-selv ferie
Har du egen bil og derfor ikke afhængig af udlejningsbil, bør du også udvise ekstra agtpågivenhed. Manglen på reservedele vil nemt også kunne mærkes, hvis uheldet er ude, når man kører på ferie i egen bil.
– Hvis ens egen bil bryder sammen på bilferien, er der stor risiko for, at man skal vente længe på en reservedel, inden man kan komme videre eller begive sig hjem igen. Den generelle mangel på transportchauffører ventes også at kunne påvirke de hjemtransporter, som skal hjælper med at bringe defekte biler hjem til Danmark igen. Det kan derfor forlænge perioden, inden bilen er klar igen, siger Birgitte Ringbæk.
Derfor er rådet fra If at få tjekket bilen ekstra godt igennem, inden man kører sydpå. Og bestille tid til værksted allerede nu.
Gode råd om bil på ferien: |
Kontakt:
Kommunikationschef Birgitte Ringbæk tlf.: +45 3687 4912 email: birgitte.ringbaek@if.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/advarer-bilferien-kan-blive-markant-anderledes-i-ar?releaseId=13653360
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **