Pressemeddelelse fra Nationalmuseet – Museer, forskning og bevaring
K-pop og Squid Game fra Sydkorea samt manga og cosplay fra Japan.
Østasiatisk populærkultur oplever en stigende popularitet i hele verden – også herhjemme, hvor flere danske unge skaber deres egne universer med inspiration herfra.
Danmarkshistorien har altid været formet af påvirkning udefra, og i to nye bøger kortlægger Nationalmuseets forsker i Østasien, Martin Petersen, hvordan østasiatisk populærkultur og fankultur de seneste år har påvirket danske unge.
Bøgerne er baseret på talrige interviews med unge, som fortæller om den kreativitet, der udspringer af mødet med Østasiens populærkultur, nye fællesskaber, som de kan spejle sig i, og et nyt filter til at tackle de problemer og muligheder, der ligger i at være ung.
Opgør med mainstreamkulturen
“For nogle unge er interessen i østasiatisk kultur et stille oprør, mens andre ser det som et alternativ til mainstreamkulturen, som de ikke føler sig hjemme i, og i stedet finder de eksempelvis et fællesskab, hvor indholdet er mindre seksualiseret og mere romantisk og familieorienteret,” siger Martin Petersen, der har forsket i kulturfænomenerne siden 2015.
De unge søger ikke at udskifte den danske kultur med den østasiatiske. I mødet imellem de to kulturer opstår i stedet et nyt, unikt univers og fællesskab, påpeger han, og fusionen resulterer i stor kreativitet.
“Cosplayerne er vildt kreative, de laver selv deres dragter og egne universer, hvor de i en eller anden grad bliver til karaktererne, mens k-popfans laver egen fankunst med tegninger, spillekort og cover-danse, hvor de imiterer deres idoler,” siger Martin Petersen.
Vores kulturforbrug er individualiseret
“Udbredelsen af østasiatisk kultur med eksempelvis K-pop og cosplay ses ikke kun i Danmark, men i hele verden, og det viser en global såvel som dansk udvikling i kulturforbruget,” siger Martin Petersen.
“Vores kulturforbrug er blevet mere individuelt. I dag orienterer vi os i hele verden og forbruger ikke kun mainstream kultur fra eksempelvis USA, og derfor kan en relativt fjern populærkultur fra Østasien få lov til at spille en betydelig rolle i mange danske unges liv.“
Historisk set er vores fascination og interesse i Østasien langtfra ny. Den har eksisteret i flere hundrede år, hvilket også afspejles i Nationalmuseets etnografiske samling, som indeholder talrige genstande fra netop Østasien helt tilbage fra 1600-tallet. Særligt danske kunstnere og finkulturen herhjemme har også ladet sig inspirere af og ‘fordansket den østasiatiske æstetik og enkelthed.
“Det nye er, at det i dag er fankulturen, som bliver påvirket fra Østasien, og at det foregår langt mere direkte end tidligere, fordi internettet og sociale medier gør det muligt at have en relativ intim og meget direkte forbindelse til en kultur, som på mange måder ellers måske ligger relativt fjernt fra vores egen.“
Forskning udkommer i firebindsværk
Bøgerne ‘Cosplay’ og ‘Hallyu’ er baseret på Martin Petersens mangeårige forskning om Østasiatisk kultur i Danmark og udkommer i morgen på Syddansk Universitetsforlag.
‘Cosplay’ undersøger, hvordan manga, animation og videospil fra Japan inspirerer danske unge til identitetsleg og til at skabe visuelle universer. Bogen er gennemillustreret med fotografier af danske cosplayere.
‘Hallyu’ udforsker, hvordan Sydkoreas kreative industri, herunder især k-pop (koreansk pop) inspirerer danske unge til at skabe fan-art, fan-fiction og musikvideoer.
Bøgerne er de første i et firebindsværk. De sidste to bind fokuserer på østasiatisk populærkultur på danske kulturarvsinstitutioner som eksempelvis Nationalmuseet.
Anmeldereksemplarer kan fås hos Syddansk Universitetsforlag.
Kontakt: Martin Petersen, seniorforsker, ph.d. og museumsinspektør, tlf. 4120 6263
Kontakt:
Kommunikationsmedarbejder John Fhær Engedal Nissen email: jni@natmus.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forsker-sadan-pavirker-manga-og-k-pop-danske-unge?releaseId=13653416
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **