Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund
Flere børn fra familier på kontanthjælp kan nu finde vej til idrætsforeningerne og færre risikerer at falde ud af idrættens fællesskaber. Det bliver ifølge DIF konsekvensen af en ny politisk aftale om kontanthjælpssystemet, der blev indgået i dag. Fremover får børn i kontanthjælpssystemet et fritidstillæg på 250 kroner om ugen. Det kan blandt andet bruges til kontingent i den lokale idrætsforening og udstyr/beklædning i den forbindelse.
“Alle børn skal i vores optik have mulighed for at deltage i foreningslivet, og det uanset forældrenes indkomst. Foreningslivet er en central nøgle til at sikre at alle børn og unge bliver en del af samfundsfællesskabet, og det uanset familiens økonomiske situation. Vi er derfor meget tilfredse med at man fra ministeren og bredt politisk har lyttet til vores ønske,” siger formand for DIF, Hans Natorp.
Tidligere undersøgelser har vist, at noget af det, som danskerne forbinder mest med fattigdom, er hvis en voksen ikke har råd til at sende sit barn til idræt i fritiden. Og hvis pengene er meget små, så er et kontingent til en idrætsforening noget af det, som risikerer at blive skåret fra. Det nye fritidstillæg skal modvirke den situation.
“Det er vigtigt, at alle børn i Danmark har muligheden for at være en del af idrætsforeningslivet. Både af hensyn til den fysiske trivsel, men i lige så høj grad den mentale trivsel og sociale fællesskab. Alle børn skal i vores optik være en del af et foreningsfællesskab. Derfor et dette forslag en vigtig håndsrækning til de mange børn, som af økonomiske årsager risikerer at stå udenfor,” siger DIF-formand Hans Natorp.
Om fritidstillægget:
Gælder børn i kontanthjælpssystemet. Fritidstillægget er på 250 kr. skattefrit pr. barn pr. måned (max 1.000 kr. pr. familie). Hvis en familie har flere end fire børn vil fritidstillægget være møntet de ældste børn.
Fritidstillægget kan anvendes bredt til barnets kultur- og fritidsliv. Blandt andet til fritidstilbud, herunder sportsaktiviteter og udstyr/beklædning i den forbindelse.
For at sikre, at fritidstillægget kommer børnene til gavn, skal forældrene hver tredje måned dokumentere med kvitteringer, at mindst to tredjedele af det udbetalte fritidstillæg er blevet brugt på børnenes fritidsaktiviteter.
–
Bag aftalen står regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne
Kontakt:
Formand Hans Natorp email: hna@dif.dk
Kommunikationskonsulent Lars Hestbech tlf.: 23323784 email: lhe@dif.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-glaede-i-dif-over-handsraekning-til-born-fra-kontanthjaelpsfamilier?releaseId=13653414
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **