Pressemeddelelse fra FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation
Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne har i dag indgået en aftale om et nyt kontanthjælpssystem.
Aftalen har et tydeligt fokus på at sikre bedre vilkår for børn i kontanthjælpsfamilier. Konkret videreføres børnetilskuddet i form af et børnetillæg og et fritidstillæg. Sidstnævnte øremærket til fritids- og kulturaktiviteter. Samlet set vil 40.000 børn få bedre vilkår, og omkring 10.000 børn løftes ud af lavindkomstgruppen.
“Der er brug for at sikre bedre vilkår for særligt børnefamilier og jeg er meget glad for, at aftalepartierne har haft fokus på at modgå børnefattigdom. I den forbindelse er det både klogt og sympatisk, at flere børn får mulighed for at blive en del af fællesskabet gennem et aktivt fritidsliv”, siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard.
Med aftalen styrkes kontanthjælpsmodtagernes muligheder for at komme ind på arbejdet og tage arbejde uden modregning. Konkret vil kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30, kunne tjene 2.500 kr. om måneden, uden at der sker fradrag i hjælpen.
“Det er meget positivt, at mulighederne for at træde ind på arbejdsmarkedet forbedres. Vi har brug for at gøre vejen væk fra forsørgelse nemmere, ikke mindst i den aktuelle situation, så flere kan få glæde af den høje beskæftigelse”, siger formand for FH Lizette Risgaard.
Lizette Risgaard er glad for, at der nu er skabt klarhed om det fremtidige kontanthjælpssystem.
“Der har været brug for at forbedre kontanthjælpssystemet og samtidig lande en aftale, der kan sikre ro på området. Det, mener jeg, i vidt omfang er lykkedes, og det er godt”, siger Lizette Risgaard.
FH er glade for, at der indføres en afklaringsret, så der hurtigt bliver taget stilling til borgerens sag, men havde samtidig gerne set, at den gjaldt for alle aldersgrupper og ikke blot fra 30 år og opefter. Fagbevægelsen havde også gerne set et opgør med 225-timers reglen.
Kontakt:
FH’s pressetelefon
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fagbevaegelsen-ser-positivt-pa-nyt-ydelsessystem-med-fokus-pa-born?releaseId=13653378
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **