Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S
Det var en helt almindelig dag, og der var besøg af barnebarnet, som bemærkede, at telefonen blinkede en del, efter at manden havde scannet deres Eurojackpot kupon.
“Nej, man vinder aldrig noget, sagde jeg til ham, men så gik jeg over og kiggede, og blev noget så forskrækket. Jeg troede først, der stod 2300 kroner,” siger manden glædestrålende.
Gevinsten var dog en del højere end det, nemlig på præcis 2.359.296 kroner. Og så steg lydniveauet i hjemmet betragteligt.
“Det var helt tovligt. Jeg råbte og dirrede, så hundene gik i selvsving. Jeg tror aldrig, min puls har været så høj. Jeg ville have en cigaret, og jeg ryger ikke, haha. Det var helt kanon. Det er de bedste 60 kroner, jeg nogensinde har brugt,” griner den midtsjællandske mand.
Efterfølgende faldt hele familien til ro, og siden har de forsøgt at begribe, hvad der er sket.
“Jeg plejer ikke at sove mere end 2-3 timer ad gangen, og er normalt oppe flere gange hver nat. Men i nat sov jeg som en sten for første gang i meget lang tid,” meddeler manden med et smil.
Kupon i pengeskabet
Manden skyndte sig at låse den værdifulde kupon ind i pengeskabet, og det siger også noget om det midtsjællandske pars tilgang til de mange penge.
“Vi skal først og fremmest være gældfri, og så gemmer vi resten af pengene,” siger de samstemmigt på medhør, og fruen i huset tilføjer:
“Vi er glade for at blive gældfri, så vi ikke skal afdrage hver måned – så kan man spise ude lidt mere, holde lidt ekstra ferie, og det giver mere frihed, så vi fx kan besøge familien.”
Der er dog en enkelt drøm, der skal opfyldes, inden pengene skal stå på en konto og give frihed.
“Jeg skal have en ny motorcykel, jeg har en ældre model, der har kørt 160.000 km., den har kørt jorden rundt. Jeg kører, lige så snart vejret er til det, og jeg er en gammel mand, så den gamle maskine rasler lige lovlig meget for mig.”
Parret er slet ikke færdige med at spille med i lotterierne, og manden har i øvrigt et løfte, som gør, at han er nødt til at vende tilbage til det sted, hvor han købte vinderkuponen.
“Jeg skal ned og købe en kupon mere, jeg skal jo vinde igen – og så havde jeg lovet hende i kiosken en middag, hvis jeg vandt på de fire rækker,” griner manden.
Om Eurojackpot
- Eurojackpot havde premiere den 23. marts 2012 og trækkes fast hver fredag og tirsdag aften. Maks. puljen er 750 mio. kr.
- Både spillere i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Danmark er med i kampen om de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske lotterispillere til multimillionærer.
- Den højeste, danske gevinst nogensinde blev vundet i 2015, hvor en heldig spiller fra Helsingør vandt 315.009.958 kr.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/manden-rabte-og-skreg-sa-hundene-gik-i-selvsving-par-fra-soro-egnen-vinder-23-millioner?releaseId=13653295
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **