PRM / DUF og Ældre Sagen vil styrke den digitale samtale

    Pressemeddelelse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

    Det er et demokratisk problem, at tonen på de sociale medier er så hård og hadsk, at unge og ældre holder sig væk. DUFs Demokratianalyse viser, at over 60% af unge og ældre får mindre lyst til at give deres mening til kende på grund af tonen i den online samfundsdebat. Derfor har DUF og Ældre Sagen besluttet at underskrive en generationskontrakt, hvor organisationerne forpligter sig til at arbejde for at styrke den digitale samtale.

    “De grimme kommentarer på sociale medier er en direkte en trussel mod vores demokrati. For demokratiets grundessens er samtalen. Og samtalen skal krydres med respekt, nysgerrighed og gensidig forståelse for at vores demokrati kan fungere online. Derfor er jeg glad for, at vi på tværs af generationer har givet håndslag på, at vi vil styrke den digitale demokratiske samtale,” udtaler Christine Ravn Lund, forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd.

    Alle skal have lyst til at deltage i samtalen online

    I foråret har DUF og Ældre Sagen samlet unge og ældre på tværs af generationer i en række ‘Bryd Ekkokammeret’ workshops for at snakke sammen om, hvordan vi kan bryde vores ekkokamre og få en bedre tone på de sociale medier. Samtalerne mellem generationerne har vist, at der er et fælles ønske om at styrke den demokratiske samtale.

    “En sund demokratisk debat kræver deltagelse fra mange forskellige stemmer. Sociale medier rummer mange muligheder for debat. Men tonen kan blive rå og ubehagelig, og så afholder både unge og ældre sig fra at deltage i debatten. Vi vil gerne ruste folk, så de føler sig trygge ved at deltage i den digitale samtale og bevarer et aktivt medborgerskab,” siger Bjarne Hastrup, adm. direktør for Ældre Sagen.

    DUF og Ældre sagen er blandt andet i gang med at udvikle en øvelsesbog, som alle kan bruge til at øve sig selv i at tale om og blive klogere på onlinedebatten. Øvelsesbogen er udviklet på baggrund af ‘Bryd Ekkokammeret’ workshops i samarbejde med digitalrådgiver Katrine Thielke.

    Om generationskontrakten

    DUFs forkvinde, Christine Ravn Lund, og Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup, har underskrevet en generationskontrakt for styrkelsen af den digitale demokratiske samtale. I kontrakten forpligter DUF og Ældre Sagen sig til:

    1. Vi vil skabe en sund dialog online, der bygger på gensidig respekt
    2. Vi vil give alle mulighed for at deltage i den digitale demokratiske samtale
    3. Vi vil understøtte og skabe kendskab til rettigheder online

    Kontakt:

    Politisk chef Daniel Branislav Christensen tlf.: 60774679 email: dbc@duf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/duf-og-aeldre-sagen-vil-styrke-den-digitale-samtale?releaseId=13653292

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **