Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen
Det er sidste store skridt, før lovforslaget fremsættes for Folketinget, der kan gøre ambitionerne om en plantefond til virkelighed.
Bag landbrugsaftalen står et politisk flertal, der gerne vil sætte skub i den plantebaserede fødevaresektor. Dermed bliver Plantefonden fuldt ud dedikeret til at støtte udviklingen af sektoren med tilskud til udviklingsaktiviteter såsom sortsudvikling, dyrkning, forarbejdning, uddannelse og vidensformidling samt salgsfremme på tværs af sektoren.
Der er med Plantefonden tale om et væsentligt skridt nærmere forligskredsens grønne ambitioner for dansk landbrug, ligesom initiativet generelt vil understøtte klimamålsætningerne for 2030.
Signe Kristine Nørgaard fra Landbrugsstyrelsens enhed for Grøn Udvikling og Ny Viden, er projektleder for etableringen af fonden. Hun ser nu frem til, at lovforslaget skal tryktestes under en høring, før forslaget bliver sendt videre til behandling i Folketinget.
– Lovforslaget er nu gået i høring, og vi glæder os til at se de input, der kommer fra erhvervet og interessenterne. Efter sommerferien bliver lovforslaget forhåbentlig fremsat allerede i folketingets åbningsuge, siger specialkonsulent i Landbrugsstyrelsen Signe Kristine Nørgaard.
Selvom lovforslaget nu sendes i høring, står arbejdet med udvikling af Plantefonden langtfra stille, idet der sideløbende vil blive arbejdet på udvikling af det administrative setup, it-løsning, de indledende forberedelser af strategiarbejde, handlingsplan med mere, så fonden er klar til at virke fra 2023.
Det er efter planen målet, at loven for Plantefonden træder i kraft 1. januar 2023, hvorefter den første ansøgningsrunde til projekttilskud fra Plantefonden åbner i foråret 2023.
Du kan selv læse og kommentere på lovforslaget om Plantefonden på
. Høringsfristen er 28. juli 2022.Yderligere oplysninger:
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/milepael-for-plantebaserede-fodevarer-plantefonden-i-horing?releaseId=13653282
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **