PRM / Viggo udvider sin flåde til Bornholm under Folkemødet

    Pressemeddelelse fra viggo

    Det grønne tech- og mobilitetsselskab Viggo, som udelukkende kører i elbiler, kan fra den 14. til den 19. juni bookes via selskabets app på Bornholm under årets Folkemøde.

    “Det gør vi for at sætte mere fokus på den grønne omstilling. Vi vil gerne give Folkemødets deltagere mulighed for at blive transporteret rundt på en grøn måde. Og så er det selvfølgelig også vigtigt for os at vise deltagerne og især politikerne, hvad Viggo er, og at det er muligt at drive en grøn transportvirksomhed” fortæller CEO i Viggo, Kenneth Herschel.

    Kenneth Herschel kommer med et klart mål til årets Folkemøde: At lægge pres på det politiske system.

    “Jeg vil gerne være fortaler for den grønne omstilling og bæredygtighed inden for mobilitet og fortælle om, at det er vigtigt, vi prioriterer bedre infrastruktur omkring elbiler..”

    Lørdag den 18. juni skal Kenneth Herschel deltage i Dansk Erhvervs debat og tale om batteri-teknologi, konkurrencevilkår, hvordan man kan drive forretning med grønne drivmidler, og hvordan man sikrer, at der kommer nødvendige incitamenter til omstillingen, så der er lademuligheder.

    Viggo lancerede sit eget energiselskab, ViggoEnergy, i foråret 2021. Selskabet opstiller lynladere i urbane områder i Danmark – senest i Ballerup i Lautrupparken. Inden længe åbner en spritny lynlade-hub på Bernstorffsgade i indre København – og der er flere på vej. Det er nemlig vigtigt, at man som virksomhed, der selv kører i elbiler, også bidrager til infrastrukturen, mener Kenneth Herschel og pointerer, at lynladerne er åbne for alle elbilister.

    Viggo har da også selv sørget for, at deres biler kan lades op på Bornholm – de har nemlig taget en mobil ladestation med.

    Hvis man støder ind i Kenneth Herschel på Folkemødet er der altså ingen tvivl om, hvad man kan forvente at få en snak om.

    “Bæredygtighed, selvfølgelig. Omkring transport og ladeinfrastruktur, hele udviklingen af elbilsmarkedet og fordelen ved at være elbilist, men også de udfordringer der er. Infrastrukturen går for langsomt, og det skal der simpelthen skubbes mere på,” siger Kenneth Herschel.

    Viggo, hvis mission er at gøre det nemt og grønt at køre i taxi, startede i København i 2019 og er siden kommet til Aarhus. I sommeren 2021 blev Viggo en international virksomhed og udvidede til Oslo. Siden er der kommet fart på antallet af elbiler i flåden, som i øjeblikket tæller over 100 biler på de danske veje.

    Kontakt:

    For alle pressehenvendelser, send venligst en email til press@viggo.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/viggo-udvider-sin-flade-til-bornholm-under-folkemodet?releaseId=13653218

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **