Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Menneskets hjerne er et ekstremt stærkt og komplekst computersystem, der gør det muligt for os simultant at sanse, se mønstre og bearbejde data. Netop hjernen og dens måde at arbejde og databearbejde på er en af de ting, der inspirerer Farshad Moradi, nyudnævnt professor på afdelingen for Elektronik og fotonik på Institut for Elektro- og Computerteknologi ved Aarhus Universitet.
“Min store passion er at gøre elektroniske systemer mindre og klogere. Et spor i mit arbejde handler om at udvikle et hjerneinspireret computersystem, der efterligner hjernes måde at behandle data på, mens et andet spor handler om at udvikle enheder, der har et ekstremt lavt strømforbrug eller i sidste ende er batteriløse,” siger Farshad Moradi og fortsætter:
“De batteriløse enheder eller enheder med ekstremt lavt strømforbrug gør det muligt at implantere enhederne på steder, hvor det er vanskeligt at skulle skifte batteri, som f.eks. i hjernen. Samtidig vil et computersystem, der fungerer på samme måde som hjernen, sandsynligvis være bedre til at kommunikere med hjernen og til at skabe mening ud fra den data, vi får fra hjernen.
Et godt eksempel på, hvor de to spor kombineres, er det EU-finansierede STARDUST-projekt, som Farshad Moradi koordinerer på vegne af Aarhus Universitet. Her er formålet at realisere en trådløs og implanterbar enhed i mikroskala (0,2 x 0,2 x 0,2 mm3), der kan bruges i behandlingen af f.eks. Parkinsons.
“Ved hjælp af bl.a. optogenetik (biologisk teknik til at kontrollere aktiviteten af neuroner eller andre celletyper med lys) kan enheden overvåge hjernen, indsamle data og transmittere den trådløst, ligesom enheden f.eks. kan levere og frigive medicin i et meget specifikt område af hjernen. Samtidig har enheden intet batteri, men drives ved hjælp af ultralydsbølger,” siger Farshad Moradi.
De første implantater udviklet under STARDUST-projektet er klar og er lige nu ved at blive testet på mus med Parkinsons.
Farshad Moradi har været tilknyttet Aarhus Universitet siden 2011. Han tog sin kandidat i Electrical Engineering på Ferdowsi University of Mashhad i Iran, derefter fortsatte han med sin ph.d. på Oslo Universitet. Derudover har han bl.a. forsket på Purdue University i USA.
Udover STARDUST-projektet står Farshad Moradi bl.a. for at koordinere EU-projektet SPINAGE og projektet PIPESENSE, der er støttet af Innovationsfonden. Derudover står han blandt andet bag ibrAIn, der er et center under Institut for Elektro- og Computerteknologi, som har til formål at udforske udviklingen af intelligente hjerneimplantater i mikroskala, der kan interagere med hjernen og muliggør overvågning og behandling af hjernesygdomme.
Privat er han gift og har en datter på 5 år.
Kontakt:
Professor Farshad Moradi
Institut for Elektro- og Computerteknologi, Aarhus Universitet
Mail: moradi@ece.au.dk
Tel.: +4541893344
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyslaet-professor-vil-skabe-batterilose-implantater-der-taler-hjernens-sprog?releaseId=13653211
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **