Pressemeddelelse fra HK Kommunal
Den netop indgåede aftale vil ikke kunne indfri borgernes berettigede forventninger til et hospitalsvæsen i topklasse. Det vil øge presset på medarbejdernes arbejdsmiljø. Sådan lyder det fra lægesekretærerne og de øvrige administrative medarbejdere i HK Kommunal om økonomiaftalen for regionerne.
– Den særdeles stramme aftale løser langtfra det altoverskyggende problem, der nu i en årrække har hjemsøgt det danske hospitalsvæsen, nemlig at der er for få hænder, der skal løse stadig flere opgaver. Jeg er med på, at vi står i en vanskelig økonomisk situation, men spørgsmålet er, om det på den lange bane kan betale sig ikke at investere tilstrækkeligt i vores sundhedsvæsen, siger HK Kommunals formand Lene Roed.
Regionerne bliver som udgangspunkt kompenseret for det stigende antal ældre og børn med 1 milliarder kroner mere i 2023. Men der er ikke dækning for for eksempel de stigende udgifter til ny medicin og nye behandlingsformer, mener HK Kommunals formand.
Sundhedsvæsenet står allerede ifølge Lene Roed overfor store udfordringer med at kunne rekruttere og fastholde det personale, der i forvejen løber alt for stærkt.
– Alt i alt vil borgerne med den smalle aftale opleve, at deres forventninger til behandling og pleje ikke i alle tilfælde bliver opfyldt. Det giver et yderligere pres på medarbejdernes arbejdsmiljø. Og det vil forstærke rekrutteringsudfordringerne. Regionerne har nu en stor opgave med at give medarbejderne de allerbedste arbejdsbetingelser, siger Lene Roed.
Den smalle aftale betyder ifølge regionerne, at der i 2023 skal prioriteres skarp indenfor rammen. I Danske Sundhedsadministratorers Landsforening, der omfatter blandt andre lægesekretærerne, foreslår formand, Nathali Schaap Degn, at regionerne giver de sundhedsadministrative kompetencer et løft.
– Ledelserne på vores hospitaler bør i højere grad sigte mod, at det er de rette hænder, der løser opgaverne. Allerede i det nuværende sundhedsvæsen er der alt for mange administrative opgaver, der hænger på skuldrene af læger og sygeplejersker. Og som stjæler tid fra patienterne. Lægesekretærer og de nye sundhedsadministrative koordinatorer kan frigøre kostbar patienttid hos det behandlende sygehuspersonale, siger Nathali Schaap Degn.
Kontakt:
Lene Roed, formand HK Kommunal, tlf. 24216431
Nathali Schaap Degn, formand Danske Sundhedsadministrator, tlf. 29886511
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hk-regionsaftale-presser-arbejdsmiljoet-yderligere?releaseId=13653175
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **