PRM / Stram økonomiaftale for regionerne for 2023 på plads

    Pressemeddelelse fra Danske Regioner

    Ingen grund til hurraråb, men det var det bedst mulige resultat i den nuværende situation med høj inflation og begrænset økonomisk råderum.

    Sådan lyder reaktionen fra formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau, efter regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale om næste års økonomi.

    Aftalen betyder, at der tilføres godt 1 mia. kr. ekstra til driften af sundhedsvæsnet. Det svarer til de stigende udgifter som følge af den demografiske udvikling, altså at vi bliver flere og flere ældre.

    – Pengene rækker til at dække den demografiske udvikling for det næste år. Jeg skal være ærlig og sige, at i lyset af de meget store udfordringer, som sundhedsvæsnet står overfor, havde vi håbet på mere. Men vi må erkende, at det blev en stram aftale i en ekstraordinær situation, siger Anders Kühnau.

    I aftalen understreges det, at situationen i år er helt anderledes på grund af den høje inflation og krigen i Ukraine, der har betydet et meget begrænset økonomisk råderum som følge af forhøjede forsvarsudgifter.

    3 milliarder til anlæg
    Samtidig bliver der med aftalen sat knap 3 mia. kroner til anlæg. Pengene skal blandt andet bruges til at renovere og modernisere de gamle hospitaler.

    – Vi har et stort behov for at renovere og modernisere vores bygninger. Det er vigtigt, at vi holder fast i at vedligeholde og forny vores hospitaler, så vi kan blive ved med at tilbyde behandling i høj kvalitet. Pengene rækker ikke til det behov, der er, og det vil vi mærke i regionerne, hvor vi kommer til at skulle prioritere, siger Mads Duedahl, formand i Region Nordjylland og medforhandler.

    Etablering af ny teknologifond
    Et af lyspunkterne i aftalen er, at regeringen og Danske Regioner sammen afsøger mulighederne for en helt ny teknologifond, som tidligere på ugen er foreslået af Danske Regioner. Fonden skal løfte hele den teknologiske udvikling og digitaliseringen i sundhedsvæsnet, og dermed også bidrage til at løse den store udfordring med mangel arbejdskraft.

    – Det glæder mig meget, at regeringen har taget godt imod forslaget om en teknologifond og er parat til at samarbejde om de næste skridt. Den betyder, at vi kan foretage det afgørende gearskifte og få frigjort tid og arbejdskraft i sundhedsvæsenet frem mod 2030. Det er en kæmpe og helt nødvendig opgave, siger Anders Kühnau.

    Endelig fremgår det af aftalen, at regionerne på linje med aftalen fra sidste år kompenseres for udgifterne i forbindelse med Covid-19.

    Kontakt:

    Pressevagt tlf.: 5151 1818 email: pressekontakt@regioner.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stram-okonomiaftale-for-regionerne-for-2023-pa-plads?releaseId=13653138

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **