PRM / Hver femte er spøgelsescyklist på stor aarhusiansk færdselsåre

    Pressemeddelelse fra GF Fonden

    De fleste af os har stødt på begrebet “spøgelsesbilisme” – altså bilister, der kører imod færdselsretningen. Nu viser en rapport fra Via Trafik, at fænomenet også findes blandt cyklister. Rapporten undersøger nemlig, hvor udbredt og hvor farligt fænomenet er.

    – Vores undersøgelse er landsdækkende, men de fleste af vores observationer stammer fra Aarhus. Et godt eksempel på en såkaldt spøgelsesrute er Bernhardt Jensens Boulevard i Aarhus, hvor helt op til hver femte cyklist vælger at cykle i den forkerte retning i morgentrafikken. Forklaringen er, at vejen er meget bred og svær at krydse på grund af bl.a. parkering i midterrabatten samtidig med, at boliger, erhverv og uddannelsesinstitutioner ligger på samme side af vejen. Derudover har perioder med vejarbejde gjort det ekstra svært at krydse vejen, siger markedschef i Via Trafik Michael W. J. Sørensen, som har haft ansvar for at gennemføre undersøgelsen.

    Via Trafik har netop modtaget GF Trafikpris for deres arbejde med rapporten.

    Syv gange så farligt
    Michael W. J. Sørensen peger på, at der er stor risiko for, at det ender galt for spøgelsescyklisterne.

    – Det kan måske virke uskyldigt at køre imod færdselsretningen på cykel. Men faktisk viser undersøgelsen, at risikoen for konflikter i runde tal er syv gange så stor for spøgelsescyklister som for cyklister, der kører med færdselsretningen. Derfor kommer vi også med nogle anbefalinger, der skal mindske problemet. I eksemplet med Bernhardt Jensens Boulevard i Aarhus er det oplagt at se på bedre by- og trafikplanlægning med fx flere og bedre krydsningspunkter og etablering af dobbeltrettede cykelstier, siger han.

    En anden anbefaling i rapporten er kampagner rettet mod cyklisten for at få ham eller hende til at ændre adfærd.

    Håb om ændret adfærd
    Formand for GF Fonden Jørgen Kristoffersen er glad for at have været med til at støtte undersøgelsen, og han håber på, at omtalen af den forhåbentlig kan medvirke til, at nogle spøgelsescyklister ændrer adfærd, og at vejmyndighederne gennemgår forholdene og tænker i forbedringer.

    – I GF Fonden er vi meget glade for, at der bliver sat fokus på begrebet “spøgelsescyklister”. Nogle cyklister kører både hurtigt og til tider aggressivt på cykelstierne, og når enkelte cyklister så ovenikøbet kører i den forkerte retning, kan det ikke undgås, at det går galt på et tidspunkt. Uanset om kørslen kan forklares med vanskelige trafikforhold eller andet, kan det nemt medføre, at nogen kan få opfattelsen af, at det er lovligt at cykle i den forkerte retning, og det vil kun gøre trafikken endnu farligere, siger han.

    Læs mere om undersøgelsen.

    *** Faktaboks ***

    Fup eller Fakta om spøgelsescyklisme:

    1. Det er ikke spor farligt at køre imod færdselsretningen på cykel

    Svar: Fup: Undersøgelsen viser, at der er helt op til syv gange så stor risiko for konflikter for spøgelsescyklister som for cyklister, der kører med færdselsretningen.

    1. Spøgelsescyklisterne gør det bevidst

    Svar: Fakta. I undersøgelsen angiver respondenterne, at det er en bevidst handling, som de foretager, fordi det er den korteste eller hurtigste vej.

    1. Det er fuldt lovligt at cykle imod færdselsretningen

    Svar: Fup. Det er ulovligt.

    1. Fænomenet er ret sjældent

    Svar: Fup. 15 procent af respondenterne i undersøgelsen havde inden for den seneste uge været involveret i nærved-uheld med spøgelsescyklister.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Rasmus Damkjær email: presse@gfforsikring.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-femte-er-spogelsescyklist-pa-stor-aarhusiansk-faerdselsare?releaseId=13652793

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **