Pressemeddelelse fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Hver fjerde SMV finder ikke grøn omstilling relevant at arbejde med, og jo færre ansatte, en SMV har, jo mindre arbejder den med grøn omstilling. Billedet er det samme inden for digitalisering og automatisering: De største SMV’er går forrest, mens virksomheder med under 10 ansatte hænger i bremsen.
Sådan ser det grønne og digitale landskab ud i landets SMV’er i marts 2022, viser en måling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses SMV-panel, som knap 2.600 SMV’er har deltaget i.
Data fra panelet viser både positive og negative tendenser:
Godt hver sjette SMV arbejder strategisk med grøn omstilling og cirkulær økonomii “meget høj grad/høj grad”, og 4 ud af 10 gør det i “nogen grad”. Mange virksomheder ser et stort forretningsmæssigt potentiale i området, mest udtalt i SMV’er med over 50 ansatte.
Men den store gruppe af SMV’er, som ikke finder grøn omstilling og cirkulær økonomi relevant for virksomheden, udgør stadig en fjerdedel af SMV’erne. Hver syvende SMV bruger faktisk slet ikke tid på grøn omstilling. På ingen af disse områder har niveauet ændret sig siden målingen i efteråret 2021.
Tallene fra panelet viser også, at grøn omstilling er slået mest markant igennem hos virksomheder med over 10 ansatte og allermest i SMV’er med 50 til 249 ansatte. I SMV’er med under 10 ansatte finder mellem hver tredje og hver fjerde SMV, at området ikke relevant at arbejde med.
Digitalisering og automatisering er for alvor på dagsordenen hos SMV’erne, hvor 7 ud af 10 arbejder med området. Hver fjerde SMV arbejder med området “i meget høj grad/høj grad”, og over 4 ud af 10 gør det “i nogen grad/mindre grad”.
Hver fjerde SMV svarer, at de har et strategisk fokus på digitalisering og automatisering, og området er fortsat det vigtigste strategiske fokuspunkt for SMV’erne – efterfulgt af salg/markedsføring og innovation/produktudvikling.
Der er dog stadig en gruppe på knap 3 ud af 10 SMV’er, som ikke arbejder med digitalisering og automatisering eller finder det relevant at gøre det. Også her gør det sig gældende, at de mindste SMV’er er mindst interesseret i at gøre virksomheden mere digital og automatiseret.
Erhvervsfremmebestyrelse: Vi skal have flere med
De nye data får formanden for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Christian Motzfeldt, til at komme med en kraftig opfordring:
“Vi lever i en tid med krig i Ukraine, usikre forsyningslinjer, tårnhøje energipriser, stigende inflation og en forbrugertillid, der har nået et historisk lavpunkt. Med den stigende usikkerhed bliver grøn og digital omstilling endnu vigtigere for danske virksomheder. Grøn omstilling kan gøre virksomhederne mindre afhængige af globale forsyningskæder, og digitalisering kan skabe øget robusthed og højere produktivitet. Mange SMV’er er allerede i gang, men det er afgørende, at vi får endnu flere SMV’er med, så de bliver mere robuste og står stærkere i fremtidens konkurrence.“
SMV-panelet bidrager med mange andre oplysninger om SMV’ernes arbejde med grøn og digital omstilling:
- Især to områder skiller sig ud blandt SMV’er, der arbejder med grøn omstilling og cirkulær økonomi: 4 ud af 10 arbejder i forvejen med eller har planer om at spare på materialer samt at reducere spild og affald.
- Eksportorienterede virksomheder arbejder i højere grad med grøn omstilling og efterspørger også i højere grad hjælp til omstillingen end virksomheder, der ikke eksporterer.
- Der er stort behov for hjælp til eller rådgivning om grøn omstilling og cirkulær økonomi. 4 ud af 6 virksomheder efterspørger hjælp og råd i “nogen/mindre grad”, mens hver sjette SMV gør det i “meget høj/høj grad”.
- Langt de fleste digitaliserede SMV’er (mere end 8 ud af 10) har digitaliseret inden for administration og drift, mens hver anden har gjort det inden for salg og markedsføring.
- Blandt de digitaliserede SMV’er benytter hver anden SMV sig af grundlæggende digitale teknologier som cloud computing, lagring i “skyen”. Hver tredje har indført online-software, fx til styring af virksomhedens ressourcer. Kun en lille andel af SMV’erne har indført avancerede digitale teknologier som fysiske robotter, sensorer, Big Data og kunstig intelligens.
Fleming Frederiksen, direktør i Svend Frederiksen Maskinfabrik og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, siger:
“Det er bekymrende, at grøn og digital omstilling ikke anses for vigtigt i så mange SMV’er, for det er det. Lad mig give et eksempel: Alle virksomheder skal fra årsskiftet arkivere alle bilag elektronisk, men mange SMV’er arbejder stadig med manuelt eller delvist manuelt bogholderi. For de virksomheder er det afgørende at komme i gang med digitalisering, og derfor er det vigtigt, at vi helt ude i virksomhederne lykkes med at forklare, at grøn og digital omstilling ikke alene er et kæmpe forretningsmæssigt potentiale, men på flere og flere områder også bliver et vilkår for at drive virksomhed.”
Fakta om indsatsen for grøn og digital omstilling
Digitalisering og grøn omstilling er centrale elementer i visionsoplægget Danmark kan mere II, som regeringen præsenterede i april 2022:
- Her foreslog regeringen en CO2-afgift, der giver danske virksomheder klare, langsigtede rammer for investeringer i den grønne omstilling og sikrer reduktion på 3,7 mio. ton CO2 i 2030.
- I maj 2022 lancerede regeringen en digitaliseringsstrategi med 61 initiativer, der blandt andet skal øge den digitale sikkerhed og understøtte danskernes og virksomhedernes digitale kompetencer.
Digitalisering og grøn omstilling er også centralt i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi:
- Bestyrelsen har udmøntet 600 mio. kr. fra REACT-EU til , som gennem sporene SMV:Grøn og SMV:Digital styrker virksomhedernes grønne og digitale omstilling.
- Desuden har bestyrelsen netop lanceret en ansøgningsrunde med 18 mio. kr. til , som gør det nemmere for virksomheder at starte, udvikle og drive virksomhed i Danmark.
- Grøn omstilling er et vigtigt element i de lokale erhvervsfyrtårne i Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Sjælland og Bornholm.
- På mødet den 21. juni forventer bestyrelsen desuden at udmønte op til 244 mio. kr. til
- Endelig har bestyrelsen i foråret afsat i alt en kvart milliard kroner, der skal bidrage til at løse både akutte rekrutteringsudfordringer og nye behov for kvalificeret arbejdskraft, som den grønne omstilling medfører.
Fakta om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses SMV-panel
I marts 2022 har SMV’er i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses SMV-panel besvaret spørgsmål om deres aktuelle situation og behov på centrale områder i erhvervsfremmebestyrelsens strategi. Målingen bygger på svar fra knap 2.600 SMV’er med op til 249 ansatte. Svarene fra SMV’erne er vægtet efter virksomhedsstørrelse, geografi og brancher, og resultaterne er repræsentative for SMV-segmentet.
Kontakt:
Hvis du vil vide mere om den aktuelle måling og SMV-panelet, kan du kontakte:
Rikke T. Angel, DE Kommunikation, RikAng@erst.dk og 3529 1789
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-fjerde-mangler-danmarks-erhvervsfremmebestyrelse-vil-have-flere-smver-i-gang-med-gron-omstilling-og-digitalisering?releaseId=13653095
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **