PRM / F&P: Særskat på tryghed er et politisk selvmål

    Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension

    – Vi står med den højeste inflation i 40 år, så det sidste, der er brug for lige nu, er en særskat, som risikerer at øge prisen yderligere på så grundlæggende og vigtige ydelser som forsikring og opsparing til alderdommen. Allerede i dag undlader næsten hver 10. dansker at forsikre sig, og det vil godt nok være ærgerligt, hvis aftalen her fører til endnu flere uforsikrede danskere, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.

    Han peger på, at skatteministeren i et svar til Folketinget har bekræftet, at skatten relativt set vil ramme de lavest lønnede hårdest, hvis den nye skat overvæltes på prisen på forsikringer.

    – Uanset om man spørger branchen selv eller de økonomiske eksperter, så viser alle erfaringer, at særskatten vil gøre det dyrere for danskerne. Og regeringens egne regnestykker viser, at effekten desværre vil vende den tunge ende nedad. Efter vores opfattelse er det et ærgerligt politisk selvmål, siger Kent Damsgaard.

    Han opfordrer til, at regeringen og Folketinget tager ansvar for at sikre sig, at der hurtigst muligt skrues op for kampen mod moms- og afgiftssvindel – og at indtægterne fra de øgede skattebetalinger fra virksomheder, som i dag snyder og unddrager sig skat, bruges til at nedbringe regningen fra særskatten.

    – På vegne af forsikrings- og pensionsbranchen, som allerede bidrager massivt i form at både betalinger til statskassen og selskabernes samfundsengagement, kan jeg kun opfordre til, at politikerne nu står ved deres tidligere løfte om at begrænse særskatten mest muligt ved at finde pengene til Arne-pensionen ved at indføre digitale kasseapparater i nogle af de brancher, hvor der bliver snydt mest med skatter og afgifter – til skade for både samfundet og alle de lovlydige virksomheder i samme branche. Hent samfundsbidraget fra dem, der ikke bidrager i dag, siger Kent Damsgaard, F&P.

    Kontakt:

    Forsikring & Pension, Nicolai Schacke, 24 24 04 02

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fp-saerskat-pa-tryghed-er-et-politisk-selvmal?releaseId=13653092

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **