PRM / Endelig – dagpengene forbedres!  

    Pressemeddelelse fra FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation

    For første gang i mange år bliver dagpengesystemet styrket. Folketinget har nemlig i dag vedtaget et nyt tillæg til dagpengene de første tre måneder.

    “Fagbevægelsen vil gerne kvittere for, at regeringen og aftalepartierne nu rækker hånden ud for at skabe større tryghed for de ledige med en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet. Den tryghed er efterhånden smuldret i takt med, at dagpengene gennem mange år er blevet udhulet i forhold til lønnen”, siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard.

    Hun peger på, at øget tryghed for lønmodtagerne i høj grad også gavner virksomhederne.

    Win-win for lønmodtagere og arbejdsgivere

    “Bedre dagpenge er win-win. Den enkelte får mere tryghed med en bedre dagpengedækning ved ledighed. Samtidig har virksomhederne glæde af, at de fortsat let kan hyre og fyre, at lønmodtagerne er omstillingsparate og tør skifte job”, siger Lizette Risgaard.

    “Vi har i fagbevægelsen længe arbejdet for at få hævet dagpengene, så det er en vigtig sejr til gavn for lønmodtagerne i Danmark”, konstaterer FH-formanden.

    Lizette Risgaard ærgrer sig dog over, at forbedringen af dagpengene bliver betalt ved at svække dagpengene til dimittender med både en lavere sats og en kortere periode, hvor man kan få dagpenge.

    “Den måde at finansiere de forbedrede dagpenge på, har bestemt ikke fagbevægelsen som afsender. Vi er bekymrede for, at en lavere sats og en kortere periode kan skade fødekæden ind til dagpengesystemet”.

    “Hvis de unge ikke længere melder sig ind i a-kasser, fordi dagpengesatsen er for lav, vil det ødelægge hele fødekæden i dagpengesystemet, ” siger FH-formanden.

    Kontakt:

    FH’s pressetelefon

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/endelig-dagpengene-forbedres-?releaseId=13653046

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **