Pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening
Aftalen om kommunernes økonomi næste år er på plads, og der er lagt op til en stram økonomi, der kræver prioriteringer i kommunerne. Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, er bekymret for skolernes økonomi i en situation, hvor stadigt flere børn har behov for specialtilbud eller støtte.
– Vi står med en ungdomsgeneration, der mistrives som aldrig før. Og det er meget dyrere at lappe skaderne, når det er kørt skævt, end det er at forebygge. Folkeskolen kan spille en afgørende rolle, men der behov for at investere i vores børn, og det bliver svært med en historisk stram økonomiaftale, siger Gordon Ørskov Madsen.
Rammen til velfærd løftes med 1,3 mia. for at imødekomme den demografiske udvikling, men samtidig vokser udgifterne til det specialiserede socialområde. Flere børn har behov for specialtilbud, og de store udgifter til specialskoler og støtteordninger udhuler almenskolens økonomi.
– Vi skal have vendt udviklingen og gribe flere børn tidligere, inden mistrivslen udvikler sig. Det betaler sig på sigt, både menneskeligt og økonomisk, men det kræver, at politikerne tør vende den om og investere i folkeskolen. Folkeskolen kan løfte opgaven, men vi kan ikke gøre det, hvis vi samtidig skal spare, siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.
Kontakt:
Pressechef Manja Spork tlf.: 28934760 email: msp@dlf.org
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-laererforening-skolen-har-behov-for-investeringer-ikke-en-historisk-stram-okonomiaftale?releaseId=13653053
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **