PRM / Telia og Telenor sikrer ny grøn strøm til nettet gennem stor elkøbsaftale med Better Energy

    Pressemeddelelse fra Better Energy

    Telenor og Telia har netop underskrevet en stor elkøbsaftale (Power Purchase Agreement) med det vedvarende energiselskab Better Energy, som sikrer opførelse af ny grøn strømproduktion i form af en solcellepark, som forventes at være færdigopført og i drift inden udgangen af 2024.

    Telenor og Telia vil herefter over en tiårig periode aftage 125 GWh om året, hvilket dækker ca. 75 % af strømforbruget til selskabernes mobilnetværk og i øvrigt svarer til ca. 78.000 danskeres årlige strømforbrug.

    “Med aftalen tager vi et stort og vigtigt skridt frem mod Telenors målsætning om at være 100 % CO2-neutrale i 2030. Der skal handles hurtigt og resolut, hvis vi skal reducere udledningen af drivhusgasser i atmosfæren, og derfor er vi meget glade for, at vi med aftalen udvider puljen af grøn energi i Danmark,” siger Lars Thomsen, CEO for Telenor Danmark.

    “CO2-udledningen fra driften af mobilnetværket udgør i dag omkring en tredjedel af vores samlede udledninger. Derfor arbejder vi dedikeret på at levere de bedst mulige netværksydelser med det mindst mulige klimaaftryk. Med aftalen bidrager vi betydeligt til udbygningen af den vedvarende energiproduktion, hvilket er helt i tråd med Telias ambition om nuludledning i 2030”, siger Petr Cermak, CEO for Telia Denmark.

    Strømkøb med direkte effekt på den grønne omstilling

    Virksomheder kan gøre en direkte forskel ved at købe ny, grøn og støttefri energi, der reducerer CO2-udledningen markant og samtidig har en mærkbar effekt på levering af mere grøn strøm. Better Energy glæder sig over det nye samarbejde kan sætte fart på positiv forandring:

    “Vi står med tre akutte kriser i Europa; en klimakrise, en naturkrise og en energikrise. Hvor hurtigt vi omstiller os til vedvarende energi har afgørende betydning for den verden, vi alle skal leve i bagefter. Med aftalen og det aktive valg om at købe ny grøn strøm har Telia og Telenor været med til at accelerere den grønne omstilling i Danmark og Europa,” siger Rasmus Lildholdt Kjær, administrerende direktør i Better Energy.

    Solcelleparken vil efter planen være tilsluttet elnettet i 2024. Better Energy ejer og er ansvarlig for opførslen, driften og vedligeholdelsen af den kommende park.

    Kontakt

    Kontakt:

    Kommunikationsdirektør Christian Bergmann Mølgaard tlf.: +45 26 71 36 34 email: cbm@betterenergy.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/telia-og-telenor-sikrer-ny-gron-strom-til-nettet-gennem-stor-elkobsaftale-med-better-energy?releaseId=13653065

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **