Pressemeddelelse fra Energistyrelsen
Energistyrelsen mærker stor interesse for etablering af nye kystnære havvindmølleparker. Energistyrelsen har over kort tid modtaget 15 nye ansøgninger om forundersøgelsestilladelse til nye projekter.
Ansøgningerne er modtaget for følgende områder: Aalbæk Bugt, Esbjerg, Falster, Gjerrild Bugt, Hanstholm Havn, Hirtshals Havn, Lolland Syd, Stevns og Tønder.
Energistyrelsen har i første omgang screenet de nye ansøgninger, dog med undtagelse af den seneste, der er modtaget i starten af juni 2022, og som ikke er screenet endnu. Screeningen viste, at ansøgningerne var mangelfulde, og ansøgerne blev derfor bedt om at indsende supplerende oplysninger.
Efter modtagelse af supplerende oplysninger er en ansøgning om forundersøgelsestilladelse til en havvindmøllepark ved Hanstholm Havn sendt i myndighedshøring, og Energistyrelsen er nu i gang med at vurdere de øvrige ansøgninger samt screene den senest fremsendte.
Ansøgningerne behandles efter reglerne på det tidspunkt, hvor ansøgningerne er fyldestgørende. Søger flere tilladelse for samme område, gives tilladelse til den, som først fremsender en ansøgning, der dokumenterer opfyldelse af betingelserne herfor.
Hvis en ansøgningsproces ender med, at der gives en forundersøgelsestilladelse, indebærer det ikke, at der gives tilladelse til at opstille havvindmøller på den givne lokalitet, men alene at der kan gennemføres nødvendige undersøgelser for projektet.
Kontakt
Energistyrelsen v/ Johnni Sørensen (
) tlf. 3392 4948; Malte Stampe Lysgaard ( ) tlf. 3395 5049 eller Søren Keller ( ) tlf. 3392 7825Pressekontakt Laura Andersen tlf. 3395 0906 (
)Kontakt:
Pressemedarbejder Laura Andersen tlf.: +45 3395 0906 email: lrsn@ens.dk
Pressechef Ture Falbe-Hansen email: tfh@ens.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/energistyrelsen-udgiver-oversigt-over-omrader-for-nye-ansogninger-om-havvindmolleprojekter-via-aben-dor-ordningen?releaseId=13652948
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **