Pressemeddelelse fra Copenhagen Business School
Anna Thomasson bliver ny uddannelsesdekan på Copenhagen Business School (CBS). Hun er 45 år og kommer fra en stilling som prodekan for uddannelse på Lund Universitets School of Economics and Management (LUSEM).
“Vi er meget glade for at kunne byde Anna Thomasson velkommen på CBS og i direktionen. Med de personlige og faglige kompetencer, hun besidder, er jeg overbevist om, at hun er en gevinst for CBS, og at vi får et rigtigt godt samarbejde,” siger konstitueret rektor Inger Askehave og fortsætter:
“Uddannelsesområdet er både succesfuldt og helt centralt for CBS, og det kræver en dekan, der har lyst, evner og ambitioner til at videreføre det fantastiske arbejde, der allerede er gjort. Alt det har Anna. Hun har også kompetencerne til at videreudvikle uddannelsesporteføljen og cementere vores rolle som nordens mest samfundsrelevante business school,” siger Inger Askehave.
Anna Thomasson har en kandidatgrad i Business Administration, er ph.d. og lektor tilknyttet Institut for Strategi på Lund Universitet med fokus på den offentlige sektor og ledelse. Hun har i en årrække arbejdet med relevante aspekter af uddannelsesledelse og uddannelsesudvikling. Anna har således erfaring med uddannelsesudvikling, kvalitetssikring og pædagogisk kompetenceudvikling, først som mangeårig studieleder og studiechef og senest som prodekan, hvor hun som en del af direktionen for LUSEM har implementeret strategi og kvalitetssikret uddannelser med et blik for den internationale dimension.
Det bliver også nogle af de områder, hun kommer til at stå i spidsen for fremover på CBS. Anna skal være med til at realisere strategien på CBS –
indenfor viden, værdier og handlekraft, alle dimittender skal besidde.Et særligt fokus på de uddannelsesstrategiske indsatser inden for digitalisering, grøn omstilling, diversitet samt udvikling af businessfaglige og transformative kompetencer står også på den opgaveliste, der venter den ny uddannelsesdekan på CBS.
“Jeg er spændt og glæder mig meget til at komme i gang. CBS er en af de allerbedste business schools i Europa. Jeg ser frem til at lære de studerende og de mange stærke kompetencer bedre at kende og være med til med mine erfaringer og et sæt friske øjne at realisere den spændende strategiske retning, CBS bevæger sig i,” siger Anna Thomasson.
Anna tiltræder sin ny stilling 22. august. Hun afløser HD-studieleder Peter Lotz, der har været konstitueret som uddannelsesdekan siden Gregor Halff i marts fik nyt job på Vrije Universitet i Amsterdam.
Fakta om Anna Thomasson
Uddannelser:
Ph.d., Lund University, 2009
Master in Business Administration, Lund University, 2003
Universidad de Murcia, Spain, 2002, Business Administration
Gymnasium, Katedralskolan, Lund
Militærtjeneste, Enköping, oversergent, 1997-1998
Udvalgte ansættelser:
2021 – til nu: Prodekan for uddannelse, School of Economics and Management, Lund University, medlem af direktionen
2020-2021: Studiechef, Department of Business Administration, School of Economics and Management, Lund University
2019-2016: Studieleder, Bachelor program in Management and Economics, School of Economics and Management, Lund University
2015 – til nu: Lektor ved Lund Universitets School of Economics and Management, Institut for Strategi
Kontakt:
Pressekontakt tlf.: 38152025 email: communications@cbs.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cbs-har-ansat-ny-uddannelsesdekan?releaseId=13652937
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **