Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik
Helt generelt bliver vi ældre i Danmark, og den udvikling spores også, når man ser på beskæftigelsen inden for det, der i hverdagstale kaldes det offentlige. I statistikkerne indeholder det offentlige den statslige, den regionale og den kommunale sektor. Herudover indgår sociale kasser og fonde også. Denne delsektor er dog udeladt grundet sin beskedne størrelse. Ifølge den definition, der anvendes i denne artikel, arbejdede 31 pct. af de beskæftigede i 2020 inden for det offentlige.
De beskæftigede inden for disse offentlige sektorer er mellem 2010 og 2020 blevet ældre, men udviklingen er ikke ens på tværs af sektorerne. Udviklingen var mindst i den statslige sektor, hvor andelen af beskæftigede 50+-årige fra 2010 til 2020 steg fra 36,9 procent i 2010 til 37,2 i 2020. Det svarer til en stigning på 0,3 procentpoint. Det var den kommunale sektor, der stod for den største udvikling, idet andelen af beskæftigede 50+-årige steg fra 35,5 procent til 38,8 procent i 2020, hvilket er en stigning på 3,2 procentpoint. I den regionale sektor var stigningen på 1,2 procentpoint fra 34,2 procent i 2010 til 35,3 i 2020.
“Der er generelt en tendens til, at folk bliver lidt længere på arbejdsmarkedet end tidligere, men udviklingen inden for den kommunale sektor er mere markant, end den man ser andre steder,” fortæller chefkonsulent Pernille Stender, der er statistikansvarlig for den registerbaserede arbejdsstyrke.
“Vi kan se, at andelen af beskæftigede, der er 50 år og derover, også er steget i den statslige og den regionale sektor fra 2010 til 2020. Andelen er dog steget en del mere i den kommunale sektor,” tilføjer hun.
Beskæftigede fordelt på sektor og alder.
Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik på baggrund af den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.
Størst stigning i andel med anden etnisk herkomst end dansk i den regionale sektor
Fra 2010 til 2020 er der sket en stigning i andelen af beskæftigede i Danmark, der har en anden etnisk herkomst end dansk, på omkring fem procentpoint. Udviklingen inden for den offentlige sektorer afspejler også den generelle udvikling på arbejdsmarkedet. Både inden for den statslige, den regionale og den kommunale sektor er der sket en stigning. Udviklingen har været ret ens, og i 2020 havde cirka hver tiende beskæftigede i de tre sektorer en anden etnisk herkomst end dansk.
Af de tre sektorer er det inden for den regionale sektor, der har været den største stigning i beskæftigede med anden etnisk herkomst end dansk. Her steg andelen fra 7,6 procent i 2010 til 11,1 procent i 2020.
“Udviklingen i fordelingen på herkomst blandt de beskæftigede i den statslige, regionale og kommunale sektor har været ret ensartet, og den har fulgt udviklingen på arbejdsmarkedet som helhed,” fortæller chefkonsulent Pernille Stender.
Beskæftigede fordelt på sektor og herkomst
Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik på baggrund af den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.
Kvinder udgør 80 procent af de beskæftigede i den kommunale og den regionale sektor
De fleste beskæftigede i den regionale og den kommunale sektor er kvinder. Både i 2010 og 2020 var kun cirka hver femte beskæftigede i den regionale sektor en mand, mens det var tilfældet for omtrent hver fjerde i den kommunale sektor. I den statslige sektor var fordelingen cirka 50/50 i både 2010 og 2020.
“Ud over de store forskelle i kønsrepræsentationen i den kommunale og den regionale sektor, så er det også ret bemærkelsesværdigt at se, hvordan fordelingen af mænd og kvinder i disse to sektorer er ændret så lidt, som det er tilfældet. Det er inden for staten, der er sket den største udvikling i retning af en ligelig fordeling mellem kønnene fra 2010 til 2020,” siger Pernille Stender.
“I den regionale sektor ser vi godt nok en meget lille stigning i andelen af mandlige beskæftigede, men den er næsten ikke til at se. Inden for den kommunale sektor er andelen af kvindelige beskæftigede steget fra 2010 til 2020.”
Beskæftigede fordelt på sektor og køn
Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik på baggrund af den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.
Kontakt:
Denne artikel er skrevet i samarbejde med statistikansvarlig Pernille Stender, som kan kontaktes på 3917 3404 eller psd@dst.dk.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/de-offentligt-beskaeftigede-er-blevet-aeldre-isaer-i-kommunerne?releaseId=13652827
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **