PRM / Modregning i social pension som følge af ægtefælles arbejdsindkomst bliver nu afskaffet

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    Med reformaftalen ‘Hurtigere i job og et stærkere arbejdsmarked’ blev regeringen tidligere på året enig med et flertal af Folketingets partier om at afskaffe modregning i folke-, førtids- og seniorpension som følge af ægtefælles eller samlevers arbejdsindtægt. Et lovforslag, der udmønter denne del af aftalen, er nu vedtaget med virkning fra og med den 1. januar 2023.

    Det forventes at komme potentielt ca. 100.000 pensionister til gode. Ændringen vurderes samtidig at medføre en stigning i arbejdsudbuddet svarende til ca. 1.650 fuldtidspersoner.

    Med reformaftalen blev det samtidig besluttet at afskaffe modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg som følge af egen arbejdsindtægt. Denne del af aftalen vil blive udmøntet i et selvstændigt lovforslag, som forventes fremsat i slutningen af året med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2023.

    Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

    – Jeg er selvsagt enormt glad for at vi nu vinker helt farvel til modregning i social pension på grund af partners arbejdsindtægt. Det kommer op mod 100.000 danskere til gode, som dermed ikke længere vil blive straffet økonomisk, fordi deres ægtefælle eller samlever arbejder.

    – På den måde gør vi det mere attraktivt for flere at tage en tørn mere på arbejdsmarkedet. Det gavner den enkelte, som kan se frem til flere penge mellem hænderne. Men ikke mindst gavner det os alle i den nuværende situation, hvor virksomhederne råber på flere hænder.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/modregning-i-social-pension-som-folge-af-aegtefaelles-arbejdsindkomst-bliver-nu-afskaffet?releaseId=13652796

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **