PRM / World Animal Protection bliver guide for Spies Rejser

    Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark

    Nordens største rejsekoncern, der også tæller Ving Rejser, Globetrotter og Tjæreborg, har netop indgået en aftale om partnerskab med dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection, der vil sikre, at dyrevelfærd fremover er i højsædet på samtlige destinationer overalt på kloden.

    Fra denne sommer er World Animal Protections dyrevelfærdsguide en naturlig del af Spies koncernens bæredygtighedspolitik.

    Hos dyreorganisationen er der glæde over samarbejdet med det navnkundige rejsebureau:
    “Vi er begejstrede for, at en af rejsebranchens helt store spillere nu er gået all-in, og fremover vil gøre brug af vores ekspertise.
    Det er nemlig uhyre vigtigt, at de store rejseudbydere går foran, og insisterer på at være en del af løsningen”, siger animal scientist Stephanie Kruuse Klausen, World Animal Protection.

    Spies har i flere år haft en hensynsfuld politik i forhold til oplevelser med dyr og natur på deres destinationer, men har nu i samarbejde med organisationens danske afdeling udarbejdet en helhedspolitik, der helt overordnet betyder, at alle oplevelser med vilde dyr, fremover sker på dyrenes præmisser i deres naturlige miljø og med dyrevelfærd i centrum.

    Bureauet og dets datterselskaber tilbyder således ikke udflugter til delfinshows eller ture på rideelefanter, og vil nu også lægge ekstra vægt på, at guide deres rejsende, så de er opmærksomme på ikke at snuble i de faldgruber, turister ofte støder på. Som at klappe løver og tigre, tage selfies med vilde dyr, eller betale for at se dansende aber og bjørne.

    “Vi ser frem til vores samarbejde som allerede er godt i gang. Vi er sikre på, at det vil blive til stor gavn både for vores rejsende gæster, men er også overbevist om, at det vil styrke relationerne til vores lokale samarbejdspartnere”, siger Sofie Folden Lund, kommunikations- og pressechef hos Spies Rejser:
    “Vi ser ikke aftalen som en indskrænkning, men tværtimod som en mulighed for at guide til nye spændende oplevelser. Og samtidig er det en garanti for, at de besøgende trygt og ansvarligt kan nyde dyr og natur, når de kobler af fra hverdagen og rejser ud i verden for at nyde de bedste uger på året,” siger kommunikationschefen fra Spies.

    Partnerskabet mellem rejsegiganten og den globale dyreorganisation, betyder blandt andet, at World Animal Protection fremover vil rådgive Spies om dyr og dyrevelfærd i forhold til koncernens nuværende og kommende destinationer.

    “Når Nordens største rejsekoncern indgår i det her samarbejde, vil det uden tvivl få en positiv effekt for både dyr, mennesker og natur helt ud i de fjerneste hjørner af kloden.
    Derudover er vores partnerskab også en oplagt mulighed for at vi på længere sigt, kan være med til at inspirere Spies til at udvikle nye oplevelser med frie dyr rundt omkring i verden.
    Vi opererer jo globalt, og arbejder både med beskyttede hvalområder i Spanien og USA, bjørnereservater i Tyrkiet og Rumænien, og elefant-reservater i Thailand,” siger Stefanie Kruuse Klausen fra World Animal Protection.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Kenan Seeberg tlf.: +45 21731722 email: kenanseeberg@worldanimalprotection.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/world-animal-protection-bliver-guide-for-spies-rejser?releaseId=13652705

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **