Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet
Tusindvis af fjernbuspassagerer, som kører til eller fra København, kan nu se frem til at få en helt ny busterminal i sommeren 2023.
Det står klart, efter at Københavns Borgerrepræsentation torsdag den 2. juni sikrede en ekstrabevilling på i alt 29 millioner kroner til at opføre Busterminal København.
Projektet var i foråret sendt i udbud, hvor de to indkomne tilbud viste sig at være væsentligt højere, end bevillingen lød på.
Projektleder Niels Arend Koefoed, Vejdirektoratet, siger:
“Vi ser rigtig meget frem til, at vi i et fortsat tæt samarbejde med Københavns Kommune kan komme i gang med anlægsprojektet, og sammen forventer vi, at der inden for meget kort tid kan skrives kontrakt med entreprenøren CG Jensen A/S, som har vundet udbuddet. Det bliver godt, at vi nu, hvis alt går planmæssigt, allerede næste år kan se de første langtursbusser køre ind på Busterminal København.”
En stor del af de fjernbusser, der kører til og fra København, læsser i dag passagerer af og på ved DGI Byen på Vesterbro, og det giver stor trængsel og trafikkaos for busser, biler, passagerer og cyklister på Ingerslevsgade.
Med den nye busterminal ved Dybbølsbro kan buspassagererne nu se frem til en nemmere og mere sikker adgang til fjernbusserne, og cyklister vil ikke længere skulle zigzagge for at komme forbi buspassagererne på cykelstien.
Fakta om projektet
Vejdirektoratet anlægger i samarbejde med Københavns Kommune og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen en busterminal ved Dybbølsbro i København. Terminalen skal samle de mange fjernbusser, der hver dag kører ind og ud af Danmarks hovedstad og give de cirka 1,4 millioner årlige fjernbuspassagerer en lettere, smartere og mere sikker rejse.
Den nye busterminal skal på et hverdagsdøgn kunne servicere cirka 195 busser og placeres under Dybbølsbro Station mellem jernbanen og Carsten Niebuhrs Gade langs IKEA’s grund og Cabinn.
Målet med den nye busterminal er at samle fjernbustrafikken ét sted i København tæt på anden kollektiv trafik. På den måde sikres en let og sikker tilgængelighed for de mange fjernbuspassagerer, som rejser ind og ud af København fra hele Danmark.
Projektet er nu budgetteret til at koste 146 millioner kroner, og finansieres med 20 millioner kroner fra staten og 126 millioner kroner fra Københavns Kommune, hvoraf 86 millioner kroner indhentes over 15 år via brugerbetaling fra busoperatørerne.
Kontakt:
Projektleder Niels Arend Koefoed tlf.: 22 46 05 83 email: nak@vd.dk
Vejdirektoratets pressetelefon: tlf.: 51 83 33 93
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vejen-er-banet-for-kobenhavns-nye-busterminal?releaseId=13652707
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **