Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen
Danmark har brug for flere grønne iværksættere til at udvikle de innovative løsninger, der skal til for at nå i mål med den grønne omstilling. Grønt Iværksætterpanel lancerer nu sine første anbefalinger til regeringen, der har fokus på at stimulere udbuddet af risikovillig og tålmodig kapital til grønne iværksættere.
Udviklingen af nye grønne teknologier er ofte både forsknings- og kapitaltung og kræver store, langsigtede investeringer. Denne type investeringer er ikke i tilstrækkelig grad tilgængelig i dag, og i Danmark investeres der betydeligt mindre i nye grønne vækstvirksomheder sammenlignet med fx vores nabolande Sverige og Norge.
Panelet anbefaler derfor, at der indføres en 1:3 matchfinansieringsordning, hvor private investeringer i grønne iværksættere matches med et statsligt lån svarende til tre gange investeringens størrelse.
Derudover skal der skabes særligt gunstige vilkår for grønne iværksætteres adgang til “blød kapital” i de eksisterende offentlige støtteordninger, og de grønne iværksættere skal kunne søge om tilskud til at dokumentere deres produkters positive miljø- og klimaeffekter.
Anbefalingerne fra Grønt Iværksætterpanel skal bidrage til at styrke betingelserne for, at Danmark får flere succesfulde grønne iværksættere.
Formand for det grønne iværksætterpanel Esben Gadsbøll:
“Jeg er meget glad for denne første pakke af anbefalinger, som vi i Grønt Iværksætterpanel i dag afleverer til regeringen. Udviklingen af nye grønne teknologier er dyrt og tidskrævende, så hvis de nye succesfulde grønne iværksættere skal skabes i Danmark, er det helt afgørende, at de sikres lettere adgang til finansiering. Investeringsbehovet kan ikke alene opfyldes i det private marked i dag, og der er behov for at kanalisere den risikovillige kapital hen til de iværksættere, der udvikler fremtidens grønne teknologier.”
Erhvervsminister Simon Kollerup:
“Vores dygtige iværksættere skal have lyst til at så deres idéer, vande dem og lade dem slå rod i Danmark. For vi har brug for flere grønne arbejdspladser, der også kan skabe fremtidens væksteventyr. Derfor glæder jeg mig meget til at læse panelets anbefalinger, så vi i fællesskab kan finde frem til det bedste afsæt for netop det.”
Fakta
- OECD’s rapport Policies to support green entrepreneurship across selected OECD countries: Building a hub for green entrepreneurship peger på, at Danmark sammenlignet med andre lande er langt fremme inden for grøn forskning og innovation, men har en udfordring med at omsætte det til succesfulde grønne vækstvirksomheder.
- Startup Genome’s rapport The Global Startup Ecosystem Report Cleantech Edition placerer København på en 31. plads i deres rangering af globale cleantech økosystemer og peger på adgang til finansiering som den primære udfordring.
Anbefalingerne
- 1:3 matchfinansieringsordning for grønne iværksættere
- Styrket adgang til blød kapital for grønne iværksættere
- Tilskud til dokumentation af produkters miljø- og klimaaftryk
Læs anbefalingerne
Kontakt:
Kommunikationsmedarbejder Mads Ohsten tlf.: 35291276 email: madbin@erst.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gront-ivaerksaetterpanel-afleverer-sine-forste-anbefalinger-til-regeringen?releaseId=13652443
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **