Pressemeddelelse fra Egedal Kommune
Nu får Egedals borgere ekstra gode muligheder for at dyrke motion i grønne omgivelser sammen med ungerne eller kammeraterne. Den nye forhindringsbane ved Stenløse Stadion har nemlig et loop på 17 forskellige udfordringer at tage fat på, og her skal der både kravles, klatres, maves og balanceres.
– Banen er et rigtig godt supplement til de andre rammer, vi har for at få motion i fællesskab. Men hvor fx en løbetur på atletikbanen giver helt klassiske udfordringer, så får man på den nye bane nogle anderledes og mere legende udfordringer, hvor hele kroppen skal i spil. Det er sjovt for alle aldre, og uanset om man er garvet eller nybegynder, forklarer Charlotte Haagendrup, formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget.
Frem med sportsskoene
Fredag d. 10. juni kl. 14 indvies forhindringsbanen med taler, sunde snacks – og ikke mindst mulighed for alle for at prøve banen selv eller sammen med familien eller motionsmakkeren.
Mødested: Den store grønne plads ved Baneringen syd for atletikbanen og ud mod cykelstien, der løber forbi idrætsanlægget. Husk løst tøj og sportssko, hvis banen skal prøves af. Der kan parkeres ved Lærkeskolen og Stenløsehallen, som ligger ca. 700 m væk.
Mere natur i hverdagen
Forhindringsbanen er blevet til virkelighed med midler fra Budget 2021, hvor et fokusområde netop er, at børn og voksne skal kunne bruge naturen i Egedal Kommune til hverdag på en sund og aktiv måde.
– Vi ved, at det er godt for mennesker at være i naturen. Det blev også helt tydeligt under corona-nedlukningerne, hvor positiv en effekt det har på os mennesker, at vi får bevæget os i grønne omgivelser, siger Bo Brøndum Pedersen, formand for Klima-, Teknik og Miljøudvalget.
Banen er således et af flere tiltag i Budget 2021, som skal give borgerne mulighed for mere natur i hverdagen. Blandt de andre tiltag er cykelstier, udendørs læringsrum for skoler og dagtilbud og fornyelsen af Stenløse Stadion.
Mangfoldige magneter og en god placering
Placeringen af forhindringsbanen ved Stenløse Stadion understøtter samtidig den udvikling af stadionområdet, som allerede er i gang, og som skal bidrage til at gøre stedet til en Mangfoldig Magnet, sådan som det defineres i udviklingsplanen for kultur og fritidsområdet i Egedal.
– Sidste år kunne vi fejre renoveringen af Stenløses Stadions løbebane, og nu har vi også en flot forhindringsbane. Det udvider de lokale idrætsmuligheder og kan tiltrække flere slags udøvere, både dem, der selv tager en tur på banen, og dem, der er organiseret i foreningslivet, forklarer Charlotte Haagendrup.
Alle er velkomne til at deltage ved indvielsen d. 10. juni, både private og foreninger.
Fakta om forhindringsbanen
- Banen er på 500 m med 17 forhindringer og er lavet i et loop, så turen nemt kan gentages.
- Banen er indrettet, så den er attraktiv for både børn, voksne, nybegyndere og øvede , og fx erhvervslivet kan også bruge banen til teambuilding.
- Banen er en del af udviklingen af Stenløse Stadion til en ‘mangfoldig magnet’ og ligger også tæt på skole, klub og dagtilbud, som kan bruge banen som et aktivt og udendørs læringsrum for børn.
- Midlerne til banen stammer fra Budgetaftalen for 2021.
Kontakt:
Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk
Sara Ravnmark email: sara.ravnmark@egekom.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/indvielse-kom-og-prov-kraefter-med-ny-udendors-forhindringsbane?releaseId=13652616
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **