Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab
I skarp konkurrence med kolleger fra andre videregående uddannelser blev Henrik Mariendal Andersen fra VIA University College i Aarhus torsdag kåret som “Årets entreprenante underviser”.
Kåringen fandt sted under DM i entreprenørskab, som blev afviklet hos Dansk Erhverv i den gamle Børsbygning i København. Danmarksmesterskabet er kulminationen på undervisningsforløbet Start Up Programme, som finalisterne har fulgt gennem hele skoleåret.
Det er Henrik Mariendal Andersens egne studerende, der har indstillet deres underviser til prisen med følgende begrundelser: “Han har en stor passion for entreprenørskab og er meget inspirerende og motiverende”, “Henrik er der altid for os studerende og er klar til at hjælpe uanset hvornår, vi spørger”, “Han hjælper på mange forskellige måder med vores projekter, heriblandt ved at dele sine kontakter og netværk” og “Henrik har introduceret os til værktøjer, der inkorporerer bæredygtighed i vores projekter”.
Overrasket prisvinder
Prisvinderen var både glad og helt uforberedt, da han torsdag formiddag modtog den fornemme hæder på scenen.
– Jeg er ret overrasket, for i år har vi kun et hold med i finalen. Jeg vil gerne sige tak til min arbejdsplads VIA og selvfølgelig allermest til de studerende, der gør mit arbejde det hele værd hver eneste dag, sagde han efter prisoverrækkelsen.
Fonden for Entreprenørskab står bag prisen, der har til formål at hylde undervisere, der udvikler deres studerendes innovative kompetencer og giver dem plads til at udvikle deres idéer og lære af udviklingen.
Henrik Mariendal Andersen kan kontaktes på telefon 20744677.
Kontakt:
Christine Brasch Bækholm email: christine@ffefonden.dk
Adm. direktør Christian Vintergaard tlf.: 28754191 email: christian@ffefonden.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aarhusianer-karet-som-arets-entreprenante-underviser?releaseId=13652553
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **