PRM / Ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet – her er de næste skridt

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Inden Danmark endeligt kan afskaffe forsvarsforbeholdet og træde ind i det europæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed, er der nogle formelle skridt, der skal håndteres. Først og fremmest skal lovforslaget stadfæstes, så loven kan offentliggøres i Lovtidende og træde i kraft.

    Derudover vil der være behov for afklaring af en række praktiske spørgsmål, inden udenrigsministeren kan underrette de øvrige EU-medlemslande om, at Danmark ikke længere ønsker at gøre brug af forsvarsforbeholdet. Det er forventningen, at Danmark kan indtræde i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar pr. 1. juli 2022.

    Først når forsvarsforbeholdet er afskaffet, kan Danmark anmode om at deltage i Forsvarsagenturet og PESCO. Dette vil ske med inddragelse af Folketinget efter grundlovens bestemmelser. Folketinget skal også involveres i forbindelse med evt. fremtidige beslutninger om dansk deltagelse i EU’s militære operationer.

    Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:

    “Danskerne har talt. Vi kan nu deltage fuldt og helt i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar. Og dermed tage et større ansvar for sikkerheden i vores eget nærområde. Det er et godt og vigtigt skridt. Sammenhold i Europa er det bedste svar, vi kan give i den situation, vi står i.”

    For yderligere kontakt: pressevagten@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ja-til-afskaffelse-af-forsvarsforbeholdet-her-er-de-naeste-skridt?releaseId=13652537

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **