PRM / Hos Bog & idé eksploderer salget af engelske bøger

    Pressemeddelelse fra Bog & idé

    Faktisk hitter de engelske bøger så meget hos Bog & idé, at kæden har solgt tre gange så mange engelske titler de første fem måneder af 2022 end i hele 2021.

    “Vi ser en stor stigning i salget af engelske bøger, og vi oplever især, at det er de unge forbrugere, der efterspørger de engelske titler i vores butikker og på vores webshop”, fortæller kædens administrerende direktør Marianne Lyngby Pedersen.

    En væsentlig årsag til de unges interesse for engelske bøger skal findes hos det sociale medie TikTok, hvor brugerne deler deres seneste læseoplevelse med hinanden gennem korte videoer, hvor de anmelder bøger via hashtagget BookTok. Og de iscenesætter gerne boganbefalingerne med både underlægningsmusik, smukke bogreoler, en blød lænestol og en kop kaffe.

    “TikTok er med til at gøre det cool og lækkert at læse fysiske bøger på trods af en mere og mere digital verden, hvor streaming af lydbøger vinder større indpas på bogmarkedet”, siger Marianne Lyngby Pedersen.

    Den perfekte storm
    Hos Bog & idé kan de også se, hvordan TikTok og ikke mindst hashtagget BookTok har magt over forbrugerne. En titel, der bliver revet ned fra hylderne, er Heartstopper fra 2019 af britiske Alice Oseman. Populariteten skyldes ifølge Marianne Lyngby Pedersen, at Heartstopper bliver anmeldt og anbefalet på BookTok, samtidig med at streamingtjenesten Netflix netop i april lancerede tv-serien Heartstopper baseret på romanen.

    “Med Heartstopper ser vi den perfekte storm, fordi vi i den grad kan se og mærke, hvordan samspillet mellem medierne og forbrugerne skaber trends,” fortæller hun. “Heartstopper er en ægte BookTok darling, og med over 5 milliarder visninger af videoer med hashtagget Heartstopper, forstår vi godt, hvorfor vi næsten ikke kan følge med efterspørgslen på netop disse bøger,” fortsætter Marianne.

    Trenden stiller krav til sortimentet
    Bog & idé er klar over, hvad et medie som TikTok kan, og hvordan de unge forbrugere forventer, at de engelske bøger er tilgængelige, når titlerne bliver anbefalet på BookTok. Faktisk har man på Bog & idés webshop dedikeret en hel side til at præsentere de bøger, der hitter på #BookTok lige nu. “Den nye trend gør, at vi i endnu højere grad sætter fokus på et spændende sortiment af engelske titler, og vi starter fremover med at orientere os på BookTok”, afslutter Marianne Lyngby Pedersen.

    Kontakt:

    Adm. direktør Marianne Lyngby Pedersen

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hos-bog-ide-eksploderer-salget-af-engelske-boger?releaseId=13652525

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **