Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden
Hvad sker der konkret i den proces, hvor forældre videregiver DNA til deres børn? Det er blandt de fundamentale spørgsmål om menneskets genetik, som en af Novo Nordisk Fondens nye bevillingsmodtagere stiller i et forskningsprojekt om genetisk variation.
En anden forsker skal undersøge de underliggende mekanismer, der fører til ikke-alkoholisk fedtleversygdom. Disse mekanismer er stadig uklare, selv om sygdommen på verdensplan rammer op til en ud af fire personer og disponerer for type 2-diabetes samt hjerte- og leversygdomme.
En tredje forsker skal undersøge den betydning, som samspillet mellem planterødder og mikrober har for den mængde kulstof, som jord er i stand til at holde fast på – og dermed sørge for, at det ikke negativt bidrager til den globale opvarmning.
Fælles for forskerne er, at de sammen med andre forskere på forskellige karrieretrin har modtaget en femårig bevilling fra Novo Nordisk Foundation Research Leader Programme.
I alt 44 forskere, som kommer fra både Danmark, Sverige, Norge og Finland, har modtaget til sammen 428,4 mio. kr. til forskning, der skal bidrage til nye opdagelser og løsninger inden for sundhed, sygdom og bæredygtighed.
“Vi ønsker at give forskere på forskellige trin i deres karrierer tid og ressourcer til at forfølge ambitiøse og nytænkende problemstillinger. De mange spændende projekter vil utvivlsomt give os ny indsigt – og måske endda gennembrud – inden for forskningsområder, der er af stor betydning for såvel menneskers sundhed som planetens bæredygtighed,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, adm. direktør, Novo Nordisk Fonden.
I regi af Novo Nordisk Foundation Research Leader Programmer uddeler fonden bevillinger inden for seks videnskabelige områder, som i 2022 fordeles således:
- Endokrinologi og metabolismeforskning: 109,3 mio. kr. fordelt på 11 bevillinger.
- Klinisk og translationel lægevidenskabelig forskning: 98,2 mio. kr. fordelt på 10 bevillinger.
- Biovidenskab og basal biomedicinsk forskning: 109,4 mio. kr. fordelt på 11 bevillinger.
- Plante-, landbrugs- og fødevarevidenskab: 59,7 mio. kr. fordelt på 6 bevillinger.
- Industriel bioteknologi og miljøbioteknologi: 51,8 mio. kr. fordelt på 6 bevillinger.
- Datavidenskab: uddeles senere i 2022.
.
Om Novo Nordisk Foundation Research Leader Programme
Programmet blev etableret og uddelt første gang i 2018. Der uddeles femårige bevillinger på op til 10 mio. kr. pr. bevilling.
Programmet har til formål at muliggøre fremragende forskning og understøtte udvikling af forskningsledere. Det består af tre typer af bevillinger, der er målrettet specifikke stadier eller typiske karrieretrin for en forskningsleder:
Emerging Investigator: Målrettet unge lovende forskningsledere, der skal til eller er i gang med at etablere deres forskningsgruppe og egen forskningsprofil.
Ascending Investigator: Målrettet dygtige forskningsledere på lektor-niveau til at styrke deres forskningsgruppe og profil.
Distinguished Investigator: Målrettet de excellente professorer på højt internationalt niveau.
Siden oprettelsen har fonden uddelt i alt 1,7 mia. kr. fordelt på 187 forskere gennem programmet.
.Kontakt:
Communications Partner Sabina Askholm Larsen email: sla@novo.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/44-forskningsledere-deler-428-mio-kr-til-projekter-inden-for-sundhed-sygdom-og-baeredygtighed?releaseId=13652273
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **