PRM / Lars Mayland Nielsen bliver direktør i LD Fonde

    Pressemeddelelse fra LD Fonde

    Lars Mayland Nielsen har mange års erfaring fra Nationalbanken, hvor han har varetaget ledelsesopgaver på topniveau inden for flere forretningsområder de seneste 20 år – dog med et enkelt års afbræk til The World Bank i Washington D.C.

    “Jeg er glad og stolt over den tillid, som LD Fondes bestyrelse viser mig, og jeg ser meget frem til at løfte den betroede og vigtige opgave med at forvalte Lønmodtagernes Dyrtidsmidler og Lønmodtagernes Feriemidler på en ansvarlig og bæredygtig måde sammen med de dygtige medarbejdere i LD Fonde”, udtaler Lars Mayland Nielsen og tilføjer:

    “Jeg glæder mig til at bruge min erfaring og indsigt i kapitalmarkeder og pengepolitik fra bl.a. Nationalbanken i den nye ledelsesopgave for LD Fonde.”

    Formand for LD Fondes bestyrelse, Lizette Risgaard, udtaler:

    “Det er meget tilfredsstillende, at vi kan ansætte Lars Mayland Nielsen som ny direktør for LD Fonde. Hans ledelseserfaring og indsigt fra Nationalbanken er en helt rigtig baggrund for at lede og udvikle LD Fonde til gavn for de mange danskere med opsparede feriemidler eller dyrtidsmidler. Bestyrelsen ser frem til et godt og inspirerede samarbejde.”

    Ny vicedirektør hentes internt

    Charlotte Mark tiltræder samtidig som vicedirektør for LD Fonde. Charlotte Mark er i dag finansdirektør i LD Fonde og kommer i den nye rolle som vicedirektør fortsat til også at have ansvaret for investering og økonomi.

    “Jeg ser meget frem til at samarbejde med Lars Mayland Nielsen om at løfte de mange spændende opgaver, som LD Fonde står over for – fx inden for aktivt ejerskab,” udtaler Charlotte Mark.

    Lizette Risgaard udtaler:

    “Vi er glade for at styrke direktionen i LD Fonde yderligere med Charlotte Mark som vicedirektør. Vi har allerede et meget tilfredsstillende samarbejde med Charlotte, som vi ser frem til at fortsætte. Med både Lars Mayland Nielsen og Charlotte Mark i spidsen for LD Fonde ser vi en stærk og yderst kompetent direktion.”

    Lars Mayland Nielsen overtager direktørstolen efter Dorrit Vanglo, som har ønsket at fratræde for at bruge kræfterne på bestyrelsesarbejde.

    LD Fonde forvalter en formue på 50 mia. kr., som omfatter formuen i Lønmodtagernes Feriemidler og Lønmodtagernes Dyrtidsmidler.

    Info

    Lars Mayland Nielsen
    Lars Mayland Nielsen er 45 år. Han er uddannet økonom fra Århus Universitet og har en Master of Science (MSc) fra UNSW. Foruden ansættelsen i Nationalbanken har han tidligere været ansat som senior gældsspecialist i The World Bank i Washington D.C.

    Lars Mayland Nielsen på Linkedin
    Charlotte Mark på Linkedin

    Læs mere om LD Fonde på ld.dk

    Yderligere information

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lars-mayland-nielsen-bliver-direktor-i-ld-fonde?releaseId=13652217

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **