Pressemeddelelse fra Heartbeats
Det er aldrig let at miste en markant leder. Ikke mindst når den person har været stifter af virksomheden og en helt central figur i mediets opstart. Men ledelsen i Heartbeats ser frem til at arbejde videre med Heartbeats og sætte kursen for virksomheden.
“Heartbeats skulle på et tidspunkt kunne stå selv, og der er vi nu. Vi har, i kraft af vores medie heartbeats.dk og vores produktion af video og podcasts, etableret en position på det danske mediemarked, som vi i ledertrioen ser frem til at arbejde med at udvikle og styrke,” siger Christine Faarbæk, COO i Heartbeats.
Hun bliver en del af en ledelsestrio, der også består af kommerciel direktør, Christoffer Høg, og chefredaktør, Emil Norsker. Martin Tørnes, CFO i Aller Media, er interim CEO i Heartbeats.
Heartbeats startede som en radiostation, men har siden været blandt de drivende kræfter i udviklingen af podcast-markedet herhjemme. Samtidigt har de også deres eget website heartbeats.dk med en blanding af kultur- og livsstilsindhold.
“Le Gammeltoft har i sagens natur været en helt afgørende figur i Heartbeats, men vi ved, at Heartbeats ikke er drevet af en enkeltperson, men af et hold af kreative indholdsskabere. Vi ved også, at vores læsere, lyttere og kunder nu kender os og den særlige tilgang, vi har til at producere kvalitetsindhold,” fortæller Christine Faarbæk og tilføjer:
“I den nye ledelse går vi nu i gang med at sætte strategien for fremtiden sammen med hele holdet bag Heartbeats.”
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/heartbeats-skal-sta-pa-egne-ben?releaseId=13652076
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **