Pressemeddelelse fra Folketingets Ombudsmand
Styrelsen for Patientklagers gennemsnitlige sagsbehandlingstid i klagesager om aktindsigt efter sundhedslovens kapitel 8 var på 12,4 måneder i perioden fra starten af 2021 og frem til udgangen af 1. kvartal 2022.
Det viser en undersøgelse, som ombudsmanden har foretaget.
“Det er alt for lang tid. Reglerne om aktindsigt i patientjournaler er en af de grundlæggende patientrettigheder, der er med til at sikre den enkelte patients selvbestemmelse og retssikkerhed i sundhedsvæsenet, herunder gøre borgeren bedre i stand til at følge med i behandlingen, drage omsorg for eget helbred og eventuelt korrigere de registrerede oplysninger”, siger Folketingets Ombudsmand Niels Fenger.
Styrelsen for Patientklager har forklaret, at sagsbehandlingstiden skyldes bl.a. en ophobning af sager i forbindelse med udflytning af styrelsens opgaver i 2018 samt udlån af medarbejdere til andre dele af koncernen i forbindelse med corona-pandemien. Dette kan dog ikke ændre ved ombudsmandens vurdering af, at sagsbehandlingstiderne på området er alt for lange.
Ombudsmandens undersøgelse viser imidlertid også, at sagsbehandlingstiderne er begyndt at falde. Sagsbehandlingstiden i de verserende sager var pr. 1. april 2022 i gennemsnit 6,1 måneder.
Ombudsmanden vil i 2023 bede om en ny status for styrelsens sagsbehandlingstider.
Læs ombudsmandens udtalelse .
FAKTA
Kort om sagsforløbet hos ombudsmanden
På baggrund af en konkret sag bad ombudsmanden Styrelsen for Patientklager om generelle oplysninger om styrelsens gennemsnitlige sagsbehandlingstid i klagesager om aktindsigt efter sundhedslovens kapitel 8.
Ombudsmanden vil i 2023 bede om en ny status for styrelsens sagsbehandlingstider for 2022 i klagesagerne.
Retsgrundlag
I sundhedslovens § 38, stk. 1, er der fastsat følgende om sagsbehandlingstiden i førsteinstanssager om aktindsigt: “Den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har ansvaret for patientjournalerne m.v., afgør snarest efter modtagelse af en anmodning om aktindsigt i en patientjournal, om retten til aktindsigt skal begrænses efter § 37, stk. 2 og 3. En anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt.”
Hverken sundhedsloven eller lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet indeholder frister for Styrelsen for Patientklagers behandling af en klage over en aktindsigtssag. Den korte sagsbehandlingstid, der er forudsat i førsteinstanssager, må dog efter ombudsmandens opfattelse indgå i vurderingen af, hvilken sagsbehandlingstid der er acceptabel i klagesager. Det må også indgå, at reglerne om aktindsigt i patientjournaler udgør en af de grundlæggende patientrettigheder, der er med til at sikre den enkelte patients selvbestemmelse og retssikkerhed i sundhedsvæsenet.
Kontakt:
Folketingets Ombudsmand Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91
Områdechef Jacob Christian Gaardhøje, tlf. 33 13 25 12
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/alt-for-lang-sagsbehandlingstid-i-klagesager-om-aktindsigt-i-patientjournaler?releaseId=13652052
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








