PRM / Solferiekataloget i Aarhus Airport vokser med flere “kun fly” rejser

    Pressemeddelelse fra Aarhus Airport

    Flyrejser med mulighed for selv at sammensætte ferien er i høj kurs. Det får det klassiske rejsebureau, Århus Charter, til at skrue op for udbuddet af flysæder fra Aarhus Airport. Således kan jyderne nu flyve direkte tur-retur til en stribe populære soldestinationer med rejseselskabets chartrede flyselskab, Airseven, der har base i Aarhus Airport.

    “Det er nyt for os at tilbyde de rejsende flysæder t/r. Der er en stor efterspørgsel på rejser sydpå, og med eget flyselskab kan vi tilrette vores produkter, så det matcher jydernes præferencer. Vi skruer derfor op for antallet af flyrejser uden indkvartering, så de rejsende selv kan sammensætte deres sommereventyr. Det er et godt supplement til charterrejser fra Aarhus Airport i en tid, hvor der er rift om flysæderne”, siger Henrik G. Jensen, som er COO hos Primo Tours, der står bag Århus Charter.

    Aarhus Airport hilser opgraderingen velkommen. Ruteudviklingen har over de senere år gået fra et stramt fokus på erhvervsrejsende til også at favne feriemarkedet. Det har blandt andet fået luft under vingerne med lavprisflyvninger til destinationer som Malaga, Milano, Zadar og Korfu, ligesom der også er en stor søgning fra fritidsrejsende mod London, Warszawa, Riga og Gdansk. Med de nye “flight-only” destinationer vil rejseudbuddet fra lufthavnen kunne tiltrække endnu flere ferierejsende.

    “Aarhus Airport har de seneste år haft foden på speederen med kurs mod feriemarkedet. Vi er glade for, at Århus Charter nu udvider deres rejseprodukt, så vi kan imødekomme rejsefeberen, der er i markedet. Danskerne har et stort opsparet rejsebehov, og det er godt set af Århus Charter, at de gearer op for salget af flysæder til nogle af de mest attraktive soldestinationer. Samtidig forventer vi, at det kan tiltrække nye målgrupper, som traditionelt set ikke har rejst med charterselskaber fra lufthavnen”, siger Brian Worm, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

    Århus Charter har fortsat et skarpt fokus på færdigsyede rejser. Rejsebureauet sætter derfor to helt nye destinationer på afgangstavlen i Aarhus Airport. Den lille græske paradis-ø Meganisi, der er det perfekte tag selv-bord af autentiske oplevelser, og charmerende Paleros på fastlandet er således kommet på rejsebureauets chartermenu.

    Med den nye satsning bliver Århus Charter det eneste selskab, der tilbyder direkte flyrejser fra Aarhus til Cypern, Kreta, Zakynthos, Mallorca og Preveza, hvorfra man kan rejse videre til Lefkas, Sivota, Meganisi og Paleros. Afgangene ligger på fredage til Preveza, lørdage til Mallorca og Cypern samt søndage til Kreta og til Zakynthos. Priserne til alle destinationer starter fra 1799 kr. pr. person, fly t/r inklusive alle skatter og håndbagage.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Tina Baungaard-Jensen tlf.: +45 41 28 10 01 email: tbj@aar.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/solferiekataloget-i-aarhus-airport-vokser-med-flere-kun-fly-rejser?releaseId=13651711

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **