PRM / Svær overvægt i Region Hovedstaden: Mange kæmper alene og taber kampen mod vægten

    Pressemeddelelse fra Kompas Kommunikation

    I dag lever cirka 225.000 voksne i Region Hovedstaden med en BMI over 30 og dermed svær overvægt. Og antallet er steget fra 11,3 % i 2010 til 14,8 % i 2021. Det viser helt nye tal fra bl.a. Sundhedsstyrelsen[1]. For mange betyder det en konstant kamp mod vægten. En undersøgelse foretaget af YouGov for Novo Nordisk Danmark i 2021 viser, at halvdelen (53 %) af de indbyggere i regionen, der lever med svær overvægt, har forsøgt at tabe sig mindst tre gange de seneste 5 år[2]. Alligevel er kun 14 % lykkedes med at holde vægttabet efter et år,uden at de tabte kilo er kommet på igen.

    Trods utallige forsøg taber mange kampen mod vægten

    Undersøgelsen tegner et billede af, hvordan langt de fleste personer, der lever med svær overvægt, gør mange forsøg på at komme de ekstra kilo til livs. Mens halvdelen har forsøgt at tabe sig mindst tre gange de seneste 5 år, så har hele 25 % forsøgt sig med vægttab mindst 6 gange.

    Til trods for utallige forsøg, så ender mange i Region Hovedstaden alligevel med at tabe kampen mod vægten. 29 % med svær overvægt lykkedes med vægttabet, men har efterfølgende taget alle kiloene på igen, mens det for 27 % slet ikke er lykkedes at tabe sig. Undersøgelsen viser dermed også, at det ikke kun er en udfordring at smide de overflødige kilo, men en endnu større kamp at holde vægttabet, når man først har tabt sig.

    Udfordringen med at vedligeholde et vægttab kan 60-årige Pia Noach, medlem af patientrådet i Adipositasforeningen, fra Helsingør nikke genkendende til:

    “Jeg har gennem de seneste mange år lykkedes med at opnå flere store vægttab, men jeg har også mange gange oplevet at tage det hele på igen, fordi – som man siger – at livet er kommet i vejen. Den følelse, jeg sidder med i kroppen, når jeg har taget på igen efter et stort vægttab, er en enorm tristhed. En tristhed, fordi jeg igen føler, at jeg skal være opmærksom på, hvordan jeg præsenterer mig selv, når jeg går ud i verden.”

    Mange savner hjælp til at tabe sig – men de færreste går til lægen

    Kampen mod vægten kan være ekstra hård, når den udkæmpes alene – og 42 % af de personer i Region Hovedstaden, der lever med svær overvægt, har ifølge undersøgelsen savnet hjælp til at tabe sig. Alligevel har næsten halvdelen (49%) ikke talt med lægen om deres vægt i løbet af de seneste 5 år.

    Årsagerne bag de manglende samtaler med lægen er mange, men for de fleste handler det om, at de ikke ser overvægten som en sygdom, de bør tale med lægen om (38 %), eller at de udelukkende ser vægttabet som deres eget ansvar (38 %).

    Tina Vilsbøll, overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen og professor ved Københavns Universitet, mener dog, at netop samtalen med lægen kan være afgørende for, at det lykkes at opnå et varigt vægttab:

    “Det kan være rigtig svært at opnå et varigt vægttab. Langt de fleste personer med svær overvægt, der har forsøgt at tabe sig, ved, at det er vanskeligt at vedligeholde et stort vægttab. Derfor kan den rette støtte og vejledning fra lægen være afgørende for, at det kan lykkes at holde vægten nede, for der findes faktisk støtte og behandling, der virker.”

    Hun opfordrer derfor personer med svær overvægt til at tale med lægen, der kan hjælpe med at lægge en plan for, hvordan man taber sig og holder vægten.

    [1] Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed i ‘Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2021’ på danskernessundhed.dk

    [2] Undersøgelsen er foretaget af YouGov for Novo Nordisk Danmark i februar 2021. Den er besvaret af 1.003 overvægtige danskere (heriblandt 593 med svær overvægt) inkl. 266 overvægtige respondenter fra Region Hovedstaden (herunder 157 med svær overvægt). Se mere i vedlagte faktaark og på www.blivklogerepåovervægt.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/svaer-overvaegt-i-region-hovedstaden-mange-kaemper-alene-og-taber-kampen-mod-vaegten?releaseId=13651603

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **