PRM / Fremtidens CFO har droppet sparekniven og genopfundet sig selv som vækstmotor

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    Danske CFO’er har mange udfordringer på bordet i 2022: Stigende usikkerhed, markante prisstigninger på råvarer og transport, en potentiel energikrise, fortsatte vanskeligheder i forsyningskæderne og udfordringer med at tiltrække talent.

    Og så er der lige det med at skabe vækst. Studier har vist, at ét procentpoint vækst over en årrække som oftest er langt mere værdifuld end den besparelse, man kan opnå i omkostningsreduktion og profitabilitet.

    Ikke desto mindre er det ofte profitabilitet – fremfor vækst – der står øverst på CFO’ens agenda. I mange direktioner fastholder man nemlig en rollefordeling, hvor CFO’en spiller defensivt med fokus på en stram styring af prissætning, omkostninger og effektivitet, mens andre direktionsmedlemmer varetager det kommercielle. Men en ny type CFO er så småt ved at få fodfæste herhjemme.

    “Selv om vi stadig ser CFO’er, der har blikket stift rettet mod de klassiske drifts- og effektiviseringsopgaver, ser vi også flere og flere direktioner, hvor alle medlemmerne tilskyndes til at tage et helhedsansvar for virksomheden. I disse direktioner er rollefordelingen typisk langt mere dynamisk og rettet mod et fælles mål, hvor man tør at bevæge sig over på hinandens banehalvdel,” fortæller partner i Deloitte Kim Hendil Tegner.

    CFO’ens rolle i forandring

    Netop det at skabe et dynamisk samspil mellem CFO’en og resten af direktionen bliver et nøgleparameter for fremtidens succesvirksomheder, konkluderer den nye undersøgelse.

    “Vores hypotese i Deloitte er, at med så store forskydninger i markedet har virksomheder behov for flere CFO’er, der tør vove sig ud i rollen som virksomhedens vækstchampion. Det sidste en virksomhed har brug for er en CFO, der trykker på bremsen på forkerte steder og tidspunkter. I værste fald kan det sætte hele virksomhedens vækstcase over styr.”

    I CFO-undersøgelsen mener 67 procent af CFO’erne, at de bør være aktivt involveret i at drive organisk vækst i virksomheden, og hele 77 procent mener, at CFO’er generelt vil spille en større rolle i denne vækstskabelse hen over de næste to til tre år.

    Undervurderer eget potentiale

    Der er med andre ord bred konsensus om, at virksomheder skal prioritere organisk vækst, og at mange CFO’er i den forbindelse kommer til at påtage sig en mere kommerciel og forretningsorienteret rolle. På trods af denne konsensus er der imidlertid også uoverensstemmelser, når man dykker ned i tallene, pointerer Kim Hendil Tegner:

    “Når CFO’erne skal vurdere de vigtigste vækstdrivere, peger hovedparten på parametre som kundeoplevelse, branding og optimering af salgsstyrken. Når samme CFO’er skal vurdere deres egen rolle i vækstskabelsen, peger hovedparten på prissætning og kommercielle modeller. Igen tegner der sig et billede af, at visse CFO’er ikke fokuserer på de områder, der ligger den mere offensive CFO-rolle – også selvom det store potentiale netop er at finde her.”

    Læs hele undersøgelsen på Deloittes hjemmeside.

    Kontakt:

    Pressechef Anne Rosa Simonsen tlf.: +45 20 63 31 33 email: ansimonsen@deloitte.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fremtidens-cfo-har-droppet-sparekniven-og-genopfundet-sig-selv-som-vaekstmotor?releaseId=13650979

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **